Sura Muhammad — Vers 15

Ord- og udtryksforklaring:

• "غَيْرِ آسِنٍ": Vand, hvis smag og lugt ikke er forandret.
• "لَمْ يَتَغَيَّرْ طَعْمُهُ": Mælk, hvis smag forbliver frisk og uforandret, i modsætning til jordisk mælk, der let bliver sur.
• "خَمْرٍ لَّذَّةٍ لِّلشَّارِبِينَ": Vin, der er en nydelse for dem, der drikker den – uden den ubehagelige smag eller de skadelige virkninger, som jordisk vin har.
• "عَسَلٍ مُّصَفًّى": Honning, der er renset for urenheder og voks.
• "مَاءً حَمِيمًا": Vand, der er ekstremt kogende og brændende.
• "فَقَطَّعَ أَمْعَاءَهُمْ": Det flænsede og sønderrev deres indvolde.

Tolkning af verset:

Dette vers beskriver billedet på det paradis, som Allah har lovet de gudfrygtige – dem, der følger Hans befalinger og afholder sig fra det, Han har forbudt. I paradiset er der floder af vand, hvis smag og lugt aldrig forandres, floder af mælk, hvis smag forbliver uforandret og frisk, floder af vin, der er en ren nydelse for dem, der drikker den – uden hovedpine, uden rus eller ubehag – og floder af renset honning, der er fri for alle urenheder. Derudover vil de gudfrygtige få alle slags frugter og forskellige former for fornøjelser, og det største af alt er deres Herres tilgivelse, hvorved Han sletter deres synder og ikke drager dem til ansvar for dem. Herefter stiller Allah et retorisk spørgsmål: Kan den, der får denne evige lyksalighed, sammenlignes med den, der er evigt i Helvedes ild, hvor de får at drikke kogende vand, der er så brændende, at det sønderriver deres indvolde og får dem til at falde ud gennem deres kroppe? Svaret er selvfølgelig nej – der er ingen lighed mellem de to grupper.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset viser Allahs store barmhjertighed og generøsitet over for Sine troende tjenere, idet Han har forberedt et paradis med ufattelige glæder, der aldrig forringes eller ophører.
• Det understreger vigtigheden af gudsfrygt (taqwa) som vejen til evig lykke, og at belønningen står i forhold til ens handlinger i denne verden.
• Sammenligningen mellem paradisets folk og Helvedes folk vækker længsel efter det gode og frygt for det onde, hvilket motiverer mennesket til at stræbe efter det, der behager Allah, og afholde sig fra det, der volder Hans vrede.
• Verset minder os om, at denne verdens fornøjelser er forbigående og ufuldkomne, mens paradisets glæder er evige og rene – en opmuntring til at prioritere det hinsides over det jordiske.
• Det bekræfter, at Allahs tilgivelse er den største gave, som overgår alle materielle glæder, fordi den renser sjælen og fører til Hans tilfredshed og evige ophold i paradiset.