Sura Al-Isra — Vers 62

Ordforklaring:

• "Karrâmta": Du har hædret og ophøjet.
• "Aḥtanikanna": Jeg vil fuldstændigt undertvinge og lede dem på afveje, så intet undgår min indflydelse.
• "Dhurriyyatahu": Hans afkom, dvs. Adams børn og efterkommere.

Tolkning af verset:

Da Satan blev beordret til at kaste sig ned for Adam, nægtede han af arrogance og misundelse. I dette vers fortæller Allah os om Satans frække og oprørske udtalelse til sin Herre: "Sig mig, dette væsen som Du har hædret over mig – hvorfor har Du ophøjet ham, når jeg er bedre end ham?" Derefter afgav han et løfte, forseglet med en ed: "Hvis Du udsætter mig og lader mig leve indtil Dommedag, så vil jeg uundgåeligt og fuldstændigt forlede hans efterkommere og få dem til at afvige fra Din rette vej – undtagen et lille fåtal af dem." Dette fåtal er de oprigtige tjenere, som Allah har beskyttet med Sin nåde, og som Satan ikke har nogen magt over. Satans udtalelse afslører hans dybe had til mennesket og hans beslutsomhed på at ødelægge dets vej til lykke, både i denne verden og i det hinsides.

Udledte visdomme og formaninger:

• Satans fjendskab mod mennesket er gammel og vedvarende; han har svoret på at forlede os, så vi må være på vagt over for hans list og ikke følge hans skridt.
• Troen på det usynlige og på Satans eksistens styrker den troendes bevidsthed og gør ham opmærksom på at søge beskyttelse hos Allah mod hans ondskab.
• Allahs udvælgelse og hæder af Adam og hans efterkommere viser menneskets ædle status i skabelsen, hvilket bør fylde os med taknemmelighed og ydmyghed over for vor Herre.
• Selvom Satan lovede at forlede de fleste, undtog han de oprigtige – dette giver håb om, at oprigtig tro og hengivenhed er en beskyttelse mod Satans indflydelse.
• Verset lærer os, at stolthed og arrogance er blandt de værste synder, da de var årsagen til Satans fald og hans evige fjendskab mod mennesket.