Sura At-Tawba — Vers 30

Ord- og udtryksforklaring:

• ʿUzair: Profeten Ezra, som jøderne hævdede var Guds søn.
• al-Masīḥ: Messias, det vil sige Jesus, søn af Maria, som kristne hævdede var Guds søn.
• yūḍāhiʾūn: De efterligner eller ligner.
• qātalahumu Allāh: Må Gud forbande dem eller tilintetgøre dem – det er en fordømmelsesformel.
• annā yuʾfakūn: Hvordan kan de vendes bort fra sandheden?

Tolkning af verset:

Jøderne fremsatte en løgn, da de påstod, at ʿUzair (Ezra) var Guds søn. På samme måde fremsatte de kristne en løgn, da de påstod, at Messias (Jesus) var Guds søn. Disse udsagn er ikke baseret på nogen form for viden eller bevis – de er blot tomme ord, som de har opfundet og udtalt med deres tunger. Dermed efterligner de tidligere vantro folk, som også tillagde Gud børn, eksempelvis dem, der sagde, at englene var Guds døtre. Må Gud fordømme dem alle for deres løgne og opdigtede påstande. Hvordan kan de vende sig bort fra den klare sandhed og i stedet følge løgn og vildfarelse, når beviserne for Guds enhed og ophøjethed er så tydelige? Dette vers undrer sig over deres dybe vildfarelse og uvidenhed.

Lærdomme og formaninger:

• Verset lærer os, at troen på Guds enhed (tawḥīd) er kernen i islam, og at enhver påstand om, at Gud har et barn, er en alvorlig løgn og en stor synd, som Gud fordømmer.
• Det viser, at jøder og kristne i deres oprindelige åbenbaringer blev pålagt at tro på Guds enhed, men at de senere forvanskede deres tro og opfandt påstande uden grundlag.
• Verset advarer os mod at følge traditioner og udsagn uden at undersøge dem i lyset af åbenbaringen og fornuften.
• Det opfordrer muslimer til at holde fast ved den rene monoteisme og til at invitere andre til denne sandhed med visdom og god vejledning, så de kan forlade vildfarelse og vende tilbage til den klare vej.
• Det minder os om Guds magt og ophøjethed, og at Han er hævet over alt, hvad de tillægger Ham af mangler og løgne.