Sura Ar-Ra'd — Vers 14

Ordforklaringer:

• دَعْوَةُ الْحَقِّ: Bønnen og påkaldelsen, som er sand og rigtig – nemlig tawhīd (Guds enhed) og tilbedelsen af Allah alene.
• يَدْعُونَ مِن دُونِهِ: De, som de vantro påkalder og tilbeder ud over Allah – som idoler og afguder.
• لَا يَسْتَجِيبُونَ: De svarer ikke på bønnen eller opfylder ikke ønsket.
• كَبَاسِطِ كَفَّيْهِ إِلَى الْمَاءِ: Som en, der strækker sine håndflader mod vandet for at øse det op.
• لِيَبْلُغَ فَاهُ: For at vandet skal nå hans mund, så han kan drikke.
• فِي ضَلَالٍ: I vildfarelse og fortabelse – langt fra sandheden og uden nytte.

Tolkning af verset:

Til Allah alene – den Højeste – tilhører den sande bøn, som er tawhīd (bekendelsen af Guds enhed: "Der er ingen gud undtagen Allah"). Ingen anden fortjener at blive tilbedt eller påkaldt ud over Ham. De afguder, som de vantro påkalder og tilbeder i stedet for Allah, kan ikke besvare deres bønner eller opfylde deres behov overhovedet. Deres situation med disse afguder ligner en tørstig mand, der strækker sin hånd mod vandet på afstand for at øse det op og drikke det, men vandet når aldrig hans mund – uanset hvor meget han strækker sig, får han intet ud af det. På samme måde får de vantro intet udbytte af deres påkaldelse af afguderne; de opnår hverken gavn eller skade fra dem. Deres bøn er intet andet end vildfarelse og fortabelse, fordi den er rettet mod noget, der hverken kan høre, se, gavne eller skade – og den er langt fra sandheden og uden nogen værdi.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Oprigtighed i bøn og tilbedelse: Verset lærer os, at bøn og påkaldelse er en form for tilbedelse, som kun må rettes mod Allah alene. Den, der påkalder andre end Ham, spilder sin indsats og opnår intet – ligesom den tørstige, der strækker hånden mod vand uden at nå det.
2. Afgudernes magtesløshed: Verset viser tydeligt afgudernes og de falske guders totale magtesløshed. De kan hverken gavne eller skade, og de kan ikke besvare nogen bøn. Dette styrker troen på Allahs enhed og afviser al form for shirk (afgudsdyrkelse).
3. Bønnens værdi hos Allah: Når en muslim påkalder Allah oprigtigt, er Allah tæt på og svarer på bønnen. Dette er en stor nåde og et privilegium, som ingen anden kan give – og det opfordrer os til at vende os mod Ham i alle vores anliggender.
4. Advarsel mod spildt indsats: Verset advarer os mod at bruge vores tid og kræfter på det, der ikke gavner os – hverken i denne verden eller i det hinsides. Den sande succes ligger i at påkalde Allah og følge Hans vejledning.
5. Islam er den eneste vej til sandheden: Verset bekræfter, at enhver bøn og tilbedelse uden for Islam – som er baseret på tawhīd – er vildfarelse. Dette gør os glade og taknemmelige for, at Allah har vejledt os til den rette vej, som fører til Hans tilfredshed og Paradiset.