Sura Al-An'am — Vers 136

Ordforklaringer:

• "ذرأ": betyder at skabe og frembringe i mængde.
• "الحَرث": afgrøder og landbrugsjord.
• "الأنعام": kvæg, herunder kameler, køer, får og geder.
• "بزعمهم": i deres påstand og falske påfund.
• "شركائنا": deres afguder og idoler, som de tilbad ud over Allah.

Tolkning af verset:

Dette vers fordømmer de vantro araberes skik, som de selv havde opfundet uden nogen guddommelig befaling. De afsatte en del af deres afgrøder og kvæg til Allah – den Almægtige – og en anden del til deres afguder og idoler. De hævdede, at den del, der var forbeholdt Allah, skulle gives til gæster og fattige, mens den del, der var forbeholdt deres afguder, skulle bruges til afgudernes tjenere og deres behov.

Deres uretfærdige og skæve logik viste sig i deres håndtering af disse dele: Hvis noget fra Allahs andel ved et tilfælde (f.eks. på grund af vind) faldt over i afgudernes andel, lod de det blive der og sagde: "Allah er rig og har ikke brug for dette." Men hvis noget fra afgudernes andel faldt over i Allahs andel, returnerede de det til afgudernes andel og sagde: "Afguderne har brug for det." På denne måde prioriterede de deres afguder over Allah, og de sørgede for, at afgudernes andel aldrig blev reduceret, mens Allahs andel kunne mindskes.

Allahs udsagn "بِزَعْمِهِمْ" (i deres påstand) understreger, at dette var en løgn og et opdigt, som de selv havde fundet på, og som Allah aldrig havde påbudt dem. Verset afsluttes med en hård fordømmelse: "Så ondt er det, de dømmer!" – hvilket betyder, at deres dømmekraft og fordeling var yderst forkastelig og uretfærdig.

Udledte lærdomme og formaninger:

1. Ren monoteisme (Tawhid): Verset lærer os, at al tilbedelse, ofring og helligelse udelukkende skal rettes mod Allah alene. At dele sin tilbedelse eller sine ofre mellem Allah og andre er en stor synd og en form for afguderi (shirk).
2. Afvisning af selvopfundne skikke i religionen: Islam afviser enhver form for religiøs praksis, der ikke er baseret på Allahs åbenbaring. De vantro havde opfundet denne skik på egen hånd, og Allah fordømte dem for det.
3. Allahs retfærdighed og visdom: Verset viser, at Allah er den eneste, der bestemmer, hvordan ens ejendom og ofre skal fordeles. Hans love er altid retfærdige og i menneskets interesse, i modsætning til menneskers egne påfund, som ofte er præget af uretfærdighed og egeninteresse.
4. Advarsel mod hykleri i gavmildhed: Nogle mennesker viser gavmildhed over for Allah ved at give til de fattige, men i virkeligheden prioriterer de deres egne interesser eller andre ting højere. Dette vers advarer mod en sådan skæv prioritering og opfordrer til oprigtighed i ens handlinger.
5. Korrekt prioritering af det guddommelige: En troende skal altid sætte Allahs befalinger og hans rettigheder før alt andet og aldrig lade verdslige hensyn eller andre væsener tage forrang over det, som Allah har påbudt.