Sura At-Takwir — Vers 14

Ord og udtryk i verset:

• عَلِمَتْ: betyder, at sjælen med sikkerhed og vished vil vide og erfare.
• نَفْسٌ: refererer til enhver sjæl – både den troende og den vantro.
• مَّا أَحْضَرَتْ: det, som sjælen har bragt med sig af gode eller onde gerninger til Dommens Dag.

Forklaring af verset:

Når de store begivenheder på Dommens Dag finder sted – solen rulles sammen og mister sit lys, stjernerne falder og slukkes, bjergene flyttes og bliver til støv, de dragtige kameler efterlades uden opsyn, de vilde dyr samles for at få deres retfærdige opgør, havene antændes og bliver til ild, sjælene forenes med deres ligesindede, den levende begravede pige spørges om sin skyld, himlen flås af sin plads, Helvede tændes, og Paradiset bringes nær for de gudfrygtige – så vil hver eneste sjæl med fuld vished og uden nogen tvivl erfare og se, hvad den har bragt med sig af gode og onde handlinger. Intet vil være skjult, og ingen gerning vil være glemt. Den, der har gjort godt, vil se det gode, og den, der har gjort ondt, vil møde konsekvensen af sit onde.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset vækker menneskets samvittighed og minder det om, at alle handlinger bliver lagt frem på Dommens Dag – intet er skjult for Allah.
• Det opfordrer til selvransagelse og til at gøre godt i denne verden, før man står over for konsekvenserne i det hinsides.
• Det giver håb til de troende, fordi deres gode gerninger vil være til stede for dem som en glæde og en belønning.
• Det er en stærk advarsel til dem, der forsømmer deres pligter, om at de vil møde deres handlinger – og at ingen undskyldning eller fortrydelse vil hjælpe på den dag.
• Verset viser, at islam lægger vægt på ansvarlighed og retfærdighed, hvilket skaber et trygt og retfærdigt samfund, hvor enhver ved, at hans indsats ikke går tabt.