Sura Hud — Vers 42

Betydning af udvalgte ord i verset:

• "فِي مَوْجٍ كَالْجِبَالِ": Bølger, der hæver sig og bliver så høje som bjerge.
• "فِي مَعْزِلٍ": På et afsides sted, hvor han havde isoleret sig fra sin far og de troende.

Tolkning af verset:

Skibet sejlede med dem (Noah og de troende) gennem mægtige bølger, der rejste sig som bjerge i deres højde og størrelse. Midt i denne frygtindgydende scene råbte profeten Noah – drevet af faderlig kærlighed og medfølelse – til sin søn (Kana’an), som var en vantro og havde holdt sig væk fra sin far og de troende på et afsides sted. Han sagde til ham: "Min kære søn! Stig om bord i skibet sammen med os, så du kan blive reddet fra drukning, og vær ikke blandt de vantro, så du ikke lider samme skæbne som dem og omkommer i vandet."

Visdom og lærdomme fra verset:

1. Faderlig kærlighed og omsorg: Selvom Noahs søn var vantro, kaldte profeten på ham med ømhed og vejledte ham mod frelse – dette viser, at en troende altid ønsker det gode for sine nærmeste og aldrig opgiver at rådgive dem.
2. Redningens vej er tro og lydighed: Frelsen fra Guds straf opnås kun ved at følge profeternes budskab og holde sig væk fra vantro og synd.
3. Advarsel mod at isolere sig fra de troende: At adskille sig fra de rettroende og holde sig til de vantro fører til ødelæggelse, som det skete for Noahs søn.
4. Guds magt og alvor: Verset minder os om, at Guds straf kan komme pludseligt, og at ingen – uanset slægtskab eller status – kan redde sig uden Guds nåde og ved at følge Hans vej.
5. Barmhjertighed i vejledning: Noahs ord til sin søn afspejler islams ånd, som opfordrer til at formane med kærlighed og håb om frelse, selv over for dem, der har begået store fejl.