Sura Al-Kahf — Vers 42

Ordforklaring:

• "أُحِيطَ بِثَمَرِهِ": Altså at ødelæggelsen og undergangen omringede og ramte hans frugt og afgrøde fuldstændigt.
• "يُقَلِّبُ كَفَّيْهِ": Han vender sine håndflader op og ned – en gestus, der udtrykker dyb fortrydelse og sorg.
• "خَاوِيَةٌ عَلَىٰ عُرُوشِهَا": Haven er faldet sammen, så tagene og de støtter, som rankerne hvilede på, ligger nede på jorden.

Tolkning af verset:

Det, som den troende mand havde advaret om, gik i opfyldelse. Ødelæggelsen ramte havens frugter og alt, hvad den rige mand ejede, og hans velstand blev fuldstændigt udslettet. Da han så sin have ødelagt og liggende i ruiner, begyndte han at vende sine hænder i fortvivlelse og sorg over de penge, han havde brugt på at opbygge og forbedre haven. Han indså, at alt hans arbejde var forgæves, og at intet var tilbage. I sin bitre anger udbrød han: "Gid jeg ikke havde sat nogen som partner med min Herre!" – et udbrud af fortrydelse, der dog ikke længere kunne gavne ham, fordi det kom for sent.

Lærdomme og budskaber fra verset:

• At binde sit hjerte til verden og dens rigdomme fører til skuffelse, for alt i denne verden er forgængeligt og kan forsvinde på et øjeblik.
• At stolthed over rigdom og afvisning af Guds sandhed er en af de største årsager til fortrydelse og tab, både i denne verden og i det hinsidige.
• Troen på Guds enhed og at vende sig til Ham med oprigtighed er den eneste vej til fred og tryghed, selv når man mister alt.
• At fortrydelse efter ulykken er nytteløs, og derfor bør mennesket lære af andres skæbner og vende tilbage til Gud, før det er for sent.
• At den troende bør rådgive og advare sine medmennesker med visdom, selvom de ikke lytter, for rådet er en pligt, og resultatet overlades til Gud.