Sura An-Nahl — Vers 91

Ord- og udtryksforklaring:

• ʿAhd (عهد): Pagt eller forpligtelse, som man indgår med Gud eller med andre mennesker.
• Tawḳīd (توكيد): At styrke og bekræfte en ed, fx ved at sværge ved Guds navn.
• Kafīl (كفيل): En garant eller vidne, som står inde for noget.

Tolkning af verset:

Gud pålægger de troende at opfylde enhver pagt, de har indgået – både over for Gud og over for mennesker – så længe den ikke strider mod Guds lov og profetens vejledning. Dette omfatter løfter, aftaler og forpligtelser, som man har påtaget sig med sin mund og vilje. Verset forbyder strengt at bryde eder, efter at de er blevet bekræftet og styrket ved at nævne Guds navn. Når man har svoret ved Gud, har man gjort Gud til vidne og garant for sin loyalitet, og derfor er det en alvorlig synd at bryde dette løfte. Til sidst understreger verset, at Gud kender alle handlinger – både dem, der holdes skjult, og dem, der er åbenlyse – og Han vil belønne eller straffe i overensstemmelse hermed. Dette er en formaning om at være bevidst om, at intet undgår Guds viden.

Udledte visdomme og formaninger:

• Trofasthed mod løfter og pagter er et grundlæggende træk ved en sand troende, og det styrker tilliden mellem mennesker og forholdet til Gud.
• At nævne Gud i forbindelse med en ed gør forpligtelsen endnu mere alvorlig, hvilket lærer os at være omhyggelige med, hvad vi lover.
• Bevidstheden om, at Gud ser og ved alt, opmuntrer os til at handle med integritet og ærlighed i alle livets forhold.
• Verset opfordrer til at undgå hykleri og dobbeltmoral, da en troende skal være kendt for pålidelighed og ansvarlighed.
• Denne lære skaber et retfærdigt og harmonisk samfund, hvor aftaler respekteres, og hvor Guds tilstedeværelse er en konstant påmindelse om ansvar.