Sura Adh-Dhariyat — Vers 56

Ordforklaring:

• Al-Jinn: Skabninger skabt af ild, som er usynlige for mennesker.
• Al-Ins: Menneskeheden.
• Li-ya'budun: For at de skal dyrke og tilbede Mig (Allah) alene.

Tolkning af verset:

Allah den Ophøjede meddeler, at Han ikke skabte hverken jinn eller mennesker uden et ædelt og ophøjet formål. Dette formål er, at de skal dyrke Ham alene, uden at sætte nogen partner ved Hans side. Skabelsen er ikke uden mening eller tilfældig; den er knyttet til den store sandhed, som er oprigtig tilbedelse af Allah. Dette indebærer, at de skal adlyde Hans befalinger og afholde sig fra det, Han har forbudt. Det er vigtigt at forstå, at dette er en religiøs befaling, ikke en skæbnebestemt tvang – for hvis det havde været en skæbnebestemt tvang, ville alle have været troende og tilbedt Ham. Meningen er således, at Allah skabte dem for at pålægge dem tilbedelsen, så de kan opnå Hans belønning og undgå Hans straf.

Udledte visdomme og frugter:

1. Meningen med livet: Dette vers fastslår den klare og oprigtige mening med menneskets og jinns eksistens – nemlig at kende Allah, dyrke Ham og nærme sig Ham gennem lydighed. Dette giver den troendes liv en dyb og ædel retning.
2. Allahs visdom og retfærdighed: Skabelsen er ikke forgæves; Allah skabte ikke skabninger uden formål. Dette afspejler Hans fuldkomne visdom og retfærdighed, hvilket styrker troen på, at der er en belønning for gode gerninger og en straf for onde gerninger.
3. Tilbedelsens omfang: Tilbedelse er ikke begrænset til ritualer som bøn og faste; den omfatter hele livet – at følge Allahs love i alle handlinger, ord og hensigter. Dette gør den troendes hverdag til en kontinuerlig tilbedelse.
4. Kærlighed og taknemmelighed: Når den troende indser, at Allah skabte ham af ren nåde og barmhjertighed for at opnå evig lykke, fyldes hans hjerte med kærlighed og taknemmelighed over for sin Skaber, hvilket driver ham til at udføre tilbedelsen med glæde og oprigtighed.
5. Håb og frygt: Verset indgyder håb hos den troende, fordi tilbedelsen er vejen til Guds tilfredshed og Paradiset, og det indgyder frygt for at forsømme denne store pligt, hvilket fører til selvransagelse og konstant forbedring.