Sura Al-Masad — Vers 4

Ord og udtryk i verset:

• وَامْرَأَتُهُ (og hans hustru): Hans kone, Umm Jamil bint Harb, søster til Abu Sufyan.
• حَمَّالَةَ الْحَطَبِ (bærer af brænde): Hun bar torne og kviste for at lægge dem på profeten Muhammeds (fred være med ham) vej for at skade ham. Nogle tolker det som en metafor for, at hun bar på synder og sladder.

Tolkning af verset:

Dette vers fortsætter beskrivelsen af skæbnen for Abu Lahab og hans hustru. Efter at have nævnt, at Abu Lahab vil blive kastet i den flammende ild, nævner Allah, at hans hustru også vil lide samme skæbne. Hun var kendt for at lægge torne og pigge på profetens (fred være med ham) vej for at såre ham og genere hans færden. Hendes handlinger var en del af den fjendtlighed og ondskab, som hun og hendes mand udviste over for profeten og islam. Hendes straf i helvede vil være en konsekvens af hendes onde gerninger, og hun vil blive straffet for at have båret på både fysiske torne og syndige handlinger som bagtalelse og had.

Lærdomme og budskaber fra verset:

• Verset viser, at Allahs retfærdighed omfatter alle, uanset status eller slægtskab. Selvom Umm Jamil var gift med profetens onkel, beskyttede hendes slægtskab hende ikke mod straf for hendes onde handlinger.
• Det understreger, at fjendtlighed mod Allahs sendebud og forsøg på at skade ham fører til en ydmygende og smertefuld skæbne, både i denne verden og i det hinsides.
• Verset opfordrer muslimer til at holde sig langt væk fra had, ondskab og handlinger, der skader andre, og i stedet vælge tilgivelse, venlighed og god opførsel, som profeten (fred være med ham) lærte os.
• Det minder os om, at ingen handling går ubemærket hen hos Allah, og at selv de mindste onde gerninger vil blive mødt med retfærdighed på Dommedagen.