Sura Sad — Vers 12

Ordforklaringer:

• "قَوْمُ نُوحٍ": Noas folk, som sendte budbringere til deres profet Noa (fred være med ham) og afviste hans kald.
• "عَادٌ": Aad-folket, et gammelt arabisk folk, som sendte budbringere til deres profet Hud (fred være med ham).
• "فِرْعَوْنُ ذُو الْأَوْتَادِ": Farao, som havde stærke bygninger og fæstninger (pæle/teltepløkke blev brugt som billede på hans magt og styrke), og som også straffede folk ved at binde dem til pæle.

Tolkning af verset:

Dette vers kommer som en trøst til profeten Muhammed (fred og velsignelser være med ham) og formaner de vantro fra Quraish, som afviste hans budskab. Allah fortæller, at disse vantro ikke er de første, der afviste sandheden. Før dem afviste Noas folk deres profet, Aad-folket afviste deres profet Hud, og Farao – som havde stor magt, stærke bygninger og straffede folk ved at binde dem til pæle – afviste også profeten Moses (fred være med ham). Alle disse magtfulde folk trodsede deres profeter, men deres magt og styrke hjalp dem ikke mod Allahs straf. De blev ødelagt, og deres historier står som advarsler for eftertiden. Verset understreger, at ingen mængde af magt, rigdom eller militær styrke kan beskytte mod Allahs vrede, når man afviser Hans budbringere.

Lærdomme og formaninger:

• At vide, at selv de stærkeste og mest magtfulde folk i historien blev ødelagt, når de afviste sandheden, giver håb til de troende og styrker deres tålmodighed, når de møder modstand.
• Verset lærer os, at magt og materielle goder ikke er tegn på, at man er på rette vej; det, der tæller hos Allah, er tro og retskaffenhed.
• Det opfordrer os til at lære af historien og ikke gentage tidligere folks fejl ved at afvise profeternes budskaber.
• Verset minder os om, at Allahs hjælp altid kommer til dem, der følger sandheden, og at uretfærdighed og arrogance altid fører til undergang.