Sura Az-Zukhruf — Vers 32

Ordforklaringer:

• Rahmat (رحمة): Her betyder det Guds nådegave, særligt profetembedet og den endelige frelse i Paradiset.
• Ma'ishah (معيشة): Livsgrundlag, det man lever af, såsom føde, rigdom og andre daglige fornødenheder.
• Sukhriyyan (سخريًا): At gøre nogle til tjenere eller hjælpere for andre, så de udfører arbejde for hinanden.

Tolkning af verset:

Dette vers er en irettesættelse til dem, der stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor profeten Muhammad (fred være med ham) blev udvalgt til at modtage åbenbaringen. De sagde: "Hvorfor blev dette Koran ikke sendt ned til en mægtig mand fra de to byer (Mekka og Taif)?" Som svar herpå siger Allah: "Er det dem, der fordeler din Herres nåde?" – dvs. er det dem, der bestemmer, hvem der skal modtage profetembedet, så de kan give det til hvem, de vil, og fratage det hvem, de vil? Nej, det er Allah alene, der fordeler alt.

Allah minder dem derefter om, at det er Ham, der har fordelt deres levebrød i denne verden. Han har givet nogle rigdom og andre fattigdom, nogle styrke og andre svaghed, og Han har løftet nogle over andre i grader. Dette sker ikke tilfældigt, men for at mennesker skal have brug for hinanden – den rige ansætter den fattige, den stærke hjælper den svage, og således fungerer samfundets maskineri. Ingen kan hævde at have kontrol over selv disse verdslige anliggender, så hvordan kan de så tro, at de har kontrol over fordelingen af Guds nåde i form af profetembedet?

Til sidst fastslår Allah, at din Herres nåde – hvilket vil sige Paradiset og den evige frelse – er langt bedre end alt det, de samler af denne verdens forbigående goder. Uanset hvor meget rigdom, magt eller status de opnår, så er det intet i sammenligning med det, Allah har forberedt for sine trofaste tjenere i det hinsides.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Allah er den eneste, der fordeler alt – både verdslige goder og åndelige nådegaver. Ingen har ret til at kritisere Hans visdom eller foreslå en anden fordeling.
• At acceptere Allahs skæbne og Hans fordeling af rigdom og status er en del af troen, og det skaber tilfredshed og ro i hjertet.
• Forskellene mellem mennesker i denne verden er en del af Guds plan for at skabe harmoni og samarbejde i samfundet – ikke en grund til misundelse eller oprør.
• Det hinsides liv er uendeligt meget bedre end alt, hvad denne verden kan tilbyde. Derfor bør den troende ikke lade sig forblænde af verdslige goder, men stræbe efter det, der er hos Allah – nemlig Hans nåde og Paradiset.
• Dette vers lærer os ydmyghed: Hvis selv fordelingen af brød og vand ikke er i vores hænder, hvordan kan vi så være stolte over vores præstationer? Al ære og magt tilhører Allah alene.