Sura An-Naml — Vers 61

Ord og betydninger:

• قَرَارًا: et fast og stabilt sted, hvor man kan bo og leve uden rystelser.
• خِلَالَهَا: midt i jorden, dvs. i dens indre og på dens overflade.
• رَوَاسِيَ: faste, høje bjerge, der holder jorden stabil.
• حَاجِزًا: en skillelinje eller barriere, der adskiller to ting og forhindrer dem i at blandes.

Tolkning af verset:

Efter at have nævnt forskellige beviser på Guds magt og enhed, stiller Allah her et retorisk spørgsmål til afgudsdyrkerne: Er de afguder, I tilbeder, bedre end Ham, der har skabt jorden som et roligt og stabilt sted for jer, hvor I kan bo og færdes trygt? Han har lagt floder, der flyder midt i jorden, så mennesker og dyr kan drikke af dem og vande deres afgrøder. Han har også plantet faste bjerge på jorden, så den ikke ryster og vakler med jer. Og Han har sat en barriere mellem de to have – det salte og det friske – så det salte ikke ødelægger det friske, og det friske ikke bliver blandet med det salte. Dette er en stor nåde, som kun den Almægtige kan udføre.

Derefter stiller Allah spørgsmålet: Findes der en gud sammen med Allah, der har gjort alt dette? Naturligvis ikke! Men de fleste af disse afgudsdyrkere ved ikke sandheden om Guds storhed og enhed. Hvis de vidste det, ville de ikke tilbede andre sammen med Ham. Deres uvidenhed og blinde følgelse af deres forfædre er årsagen til deres afgudsdyrkelse.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset opfordrer mennesker til at betragte naturen og universet omkring dem som beviser på Guds eksistens og enhed.
• Det viser Guds store nåde mod menneskeheden ved at skabe jorden beboelig, floderne rindende og bjergene som stabilisatorer.
• Det lærer os, at tilbedelse kun fortjener Allah alene, fordi Han er skaberen og opholderen af alt.
• Verset opmuntrer til at bruge fornuften og tænke dybt over skaberværket, hvilket fører til tro og taknemmelighed.
• Det advarer mod blind efterligning af forfædrene uden at undersøge sandheden, da uvidenhed fører til vildfarelse.