Sura Az-Zumar — Vers 56

Ordforklaringer:

• "Yā ḥasratā": Et udtryk for dyb fortrydelse og sorg – "Åh, hvor jeg fortryder!"
• "Farraṭtu": Jeg forsømte, jeg undlod, jeg svigtede.
• "Fī janbillāh": I forhold til Allahs rettigheder, i lydighed mod Allah.
• "As-sākhirīn": De, der håner og spotter (religionen og de troende).

Tolkning af verset:

Dette vers er en formaning til mennesket om at vende sig til Allah i anger og lydighed, før det er for sent. På Dommens dag vil ingen sjæl kunne undgå at se sine egne handlinger, og den, der forsømte sin pligt over for Allah, vil råbe i fortvivlelse: "Åh, hvor jeg fortryder!" – over alt det, jeg lod glide fra mig i verden, af manglende lydighed mod Allah, og over at jeg ikke gjorde det, som Han befalede mig.

Sjælen vil især fortryde, at den i verden hånede Allahs religion, Hans bog og Hans sendebud, og at den lo ad de troende og deres oprigtighed. Den vil indse, at dens spot og hån ikke var en bagatel, men en alvorlig synd, der har ført den til denne ynkelige tilstand. Verset advarer derfor om, at angeren på den dag ikke vil gavne, fordi muligheden for at handle er forbi, og døren til fortrydelse er lukket.

Visdom og formaninger fra verset:

1. At skynde sig mod anger og lydighed – før døden eller Dommens dag kommer, hvor ingen undskyldning eller fortrydelse vil hjælpe.
2. At alvorligt tage Allahs rettigheder – ingen forsømmelse er ubetydelig, og selv en lille ligegyldighed kan blive til en kilde til stor fortrydelse.
3. At undgå hån og spot mod religionen – dette er en af de farligste synder, fordi den afslører et hovmodigt hjerte, der ikke ærer Allahs tegn.
4. At fortrydelse i verden er en nåde – den, der fortryder nu og vender tilbage til Allah, vil finde Ham tilgivende og barmhjertig, modsat den, der først fortryder på Dommens dag, hvor det er for sent.
5. At troen er en gave, der skal værnes om – ved at holde sig til lydighed og oprigtighed, og ved at undgå alt, der kan føre til spot og hovmod over for Allahs religion.