Sura An-Nisa — Vers 36

Ordforklaring:

• "Mukhtalan" (مُخْتَالًا): Den, der er hovmodig og ser ned på andre mennesker med arrogance.
• "Fakhūran" (فَخُورًا): Den, der roser sig selv og fremhæver egne fordele for at ophøje sig selv over andre.

Tolkning af verset:

Allah påbyder Sine tjenere at tilbede Ham alene og underkaste sig Ham i lydighed, og Han forbyder dem at tillægge Ham nogen partner – hverken i Hans herredømme eller i tilbedelsen. Herefter følger en række påbud om godhed og venlighed mod forskellige grupper af mennesker: Først og fremmest forældrene, hvor man skal udvise ærbødighed, omsorg og lydighed mod dem på en god måde. Derefter de nære slægtninge, som man skal vedligeholde båndene til og behandle med venlighed. Så de forældreløse, som man skal tage sig af og kompensere for deres tab, og de fattige og trængende, som man skal hjælpe med deres behov. Dernæst naboen, der både er slægtning og nabo, og naboen, der ikke er slægtning – begge skal man behandle godt og ikke volde skade. Ligeledes ledsageren, der følger med én, hvad enten det er ægtefællen eller rejsekammeraten, og den rejsende, der har mistet sine midler og er langt fra sit hjem, samt de tjenestefolk og slaver, man har under sin myndighed – man skal behandle dem med retfærdighed og mildhed. Til sidst advarer Allah mod hovmod og selvros, idet Han meddeler, at Han ikke elsker den, der er indbildsk, ser ned på andre og roser sig selv for at hæve sig over folk.

Udledte lærdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at troen på Allahs enhed er grundlaget for al god handling, og at ægte tilbedelse ikke er komplet uden omsorg for mennesker omkring os. Islams skønhed viser sig i, hvordan den forbinder den lodrette relation til Allah med den vandrette relation til medmennesker – fra forældre og slægtninge til naboer, fattige, rejsende og selv dem, der er under vores varetægt. Verset opfordrer os til ydmyghed og til at afstå fra arrogance, for hovmod ødelægger fællesskabet og fjerner os fra Allahs kærlighed. Når vi handler med godhed mod andre og undgår selvophøjelse, opnår vi både Guds tilfredshed og et harmonisk samfund præget af barmhjertighed og retfærdighed.