Sura Al-Hadid — Vers 24

Ordforklaring:

• "يَبْخَلُونَ": De, der holder tilbage på det, de er forpligtet til at give – hvad enten det er penge, viden eller indflydelse.
• "بِالْبُخْلِ": Nærighed, som er at tilbageholde det, der bør gives.
• "يَتَوَلَّ": Vender sig bort fra lydighed mod Allah og afviser at følge Hans befalinger.
• "الْغَنِيُّ": Den Rige, som ikke har behov for noget eller nogen af sine skabninger.
• "الْحَمِيدُ": Den Prisværdige, som besidder al fuldkommenhed og fortjener al lovprisning.

Tolkning af verset:

Allah beskriver i dette vers de mennesker, som er kendetegnet ved nærighed og hovmod. De er dem, der ikke blot selv tilbageholder det, de skylder at give – af penge, viden eller andre goder – men de går endda skridtet videre og opfordrer andre mennesker til at gøre det samme. De fremstiller nærighed som noget positivt og forsøger at få andre til at følge deres dårlige eksempel. Dette er den yderste grad af last, at en person både selv er nærig og samtidig leder andre mod samme synd.

Derefter vender Allah sig til den, der vender sig bort fra denne formaning og afviser at følge Allahs vej. Han siger, at hvis nogen vender sig bort fra lydighed mod Allah, så skader han kun sig selv – ikke Allah. For Allah er den Rige, der ikke har behov for sine tjeneres handlinger eller tilbedelse. Uanset om mennesker adlyder eller ej, mister Allah intet og vinder intet. Han er den Prisværdige, som fortjener lovprisning i alle situationer, og hvis væsen er fuldkomment, og hvis handlinger er smukke og værdige til taknemmelighed.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at nærighed er en fordømt egenskab, som ikke kun skader den nærige selv, men også dem, han påvirker. Det opfordrer os til at være gavmilde og til at opmuntre andre til godhed og generøsitet. Verset trøster også den troende ved at minde om, at Allah ikke er afhængig af vores gerninger – vores lydighed er til vores egen fordel, og vores ulydighed skader kun os selv. Dette skaber ydmyghed og oprigtighed i tilbedelsen, fordi vi ved, at vi ikke gør Allah en tjeneste, men at vi selv har brug for Ham. Det opfordrer os til at være gavmilde med det, Allah har givet os, og til at huske, at Allah er den Rige, som belønner dem, der giver, og som er værdig til al lovprisning i alle livets forhold.