Sura Al-Qiyama — Vers 2

Ordforklaringer:

• "النَّفْسِ اللَّوَّامَةِ": Den sjæl, der konstant bebrejder og dadler sig selv – både for at have begået synder og for ikke at have gjort mere godt.

Tolkning af verset:

Gud den Ophøjede sværger ved opstandelsens dag og ved den troende, gudfrygtige sjæl, der bebrejder sin ejer for at have forsømt lydigheden mod Gud og for at have begået handlinger, der fører til fortabelse. Denne sjæl er ikke tilfreds med sig selv, selv når den gør godt, for den stræber altid efter mere og bebrejder sig selv for enhver fejl eller forsømmelse. Gud sværger ved disse to store ting for at bekræfte, at menneskene helt sikkert vil blive genoprejst til dom og opgør. Spørgsmålet er så: Tror dette vantro menneske, at Vi ikke kan samle hans knogler igen, efter at de er blevet spredt og opløst i jorden? Jo, Vi kan bestemt samle dem, og Vi er endda i stand til at genskabe hans fingerspidser og led i deres fulde, perfekte form, præcis som de var før døden.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Den lovprisende sjæl er et stort tegn på tro og et bevis på menneskets oprindelige, rene natur, som Gud har skabt det med – en natur, der leder mod det gode og advarer mod det onde.
2. At bebrejde sig selv for fejl og forsømmelser er en dyd, der løfter den troendes grad hos Gud, og det er et tegn på hjertets liv og bevidsthed.
3. Verset bekræfter opstandelsen og Guds magt til at genskabe mennesket i mindste detalje, hvilket fylder hjertet med håb om at møde sin Herre og frygt for at stå til regnskab.
4. At sværge ved den lovprisende sjæl viser, hvor ædel og værdifuld denne sjæl er i Guds øjne, hvilket opmuntrer den troende til at stræbe efter at opnå denne egenskab.