Sura Al-Kahf — Vers 35

Ordforklaringer:

• "Dakhala" (وَدَخَلَ): Han gik ind.
• "Jannatahu" (جَنَّتَهُ): Hans have/paradis-have.
• "Zalimun linafsihi" (ظَالِمٌ لِّنَفْسِهِ): Han, der gør uret mod sig selv.
• "Tabida" (تَبِيدَ): At forsvinde, forgå eller ophøre med at eksistere.

Tolkning af verset:

Den vantro mand gik ind i sin have sammen med sin troende bror for at vise ham den og prale af den, mens han var en, der gjorde uret mod sig selv gennem sin vantro og arrogance. Han var blind over for sandheden og stolt af sine jordiske ejendele. Da han så havens pragt og overflod, sagde han i selvtilfredshed og med langvarigt håb: "Jeg tror ikke, at denne have nogensinde vil forgå eller blive ødelagt." Han mente, at dens vedligeholdelse og de midler, han havde investeret i den, ville sikre dens evighed. Han afviste dermed tanken om død og forfald for sine ejendele og nægtede at anerkende, at alt i denne verden er forbigående. Hans udtalelse afspejlede hans dybe indre vantro på opstandelsen og hans manglende forståelse af, at al magt og al ejendom i sidste ende tilhører Allah alene.

Lærdomme og visdom fra verset:

Dette vers lærer os, at stolthed over verdslige goder og at føle sig selvforsynende er en farlig sygdom i hjertet, som kan lede et menneske til at fornægte Guds magt og opstandelsens realitet. Det minder os om, at ingen have, ingen rigdom og intet liv er evigt – alt forsvinder, og kun det, der er hos Allah, består. Den troende bør derfor ikke lade sig forblænde af det materielle, men i stedet bruge sine goder til at opnå Guds tilfredshed og forberede sig på det evige liv. Verset opfordrer os til ydmyghed og til at erkende, at al velsignelse kommer fra Allah, og at vi når som helst kan blive frataget den. Det styrker også troen på, at den sande belønning ligger hos Allah for dem, der tror og handler retfærdigt, og at de, der er arrogante og vantro, vil fortryde deres holdning, når virkeligheden bliver åbenbaret for dem.