Sura Saba — Vers 14

Ordforklaringer:

• مِنسَأَتَهُ: hans stav, som han lænede sig op ad.
• دَابَّةُ الْأَرْضِ: jordens dyr, som her henviser til træormen (الأَرَضَة).
• خَرَّ: han faldt til jorden.
• الْعَذَابِ الْمُهِينِ: den ydmygende straf, som var det hårde og nedværdigende arbejde, djinnene udførte for Sulayman.

Tolkning af verset:

Da Allah besluttede, at profeten Sulayman (fred være med ham) skulle dø, stod han oprejst støttet mod sin stav, mens han overvågede djinnenes arbejde. Ingen vidste, at han var død, før træormen langsomt åd hans stav, indtil den brækkede, og han faldt til jorden. Først da opdagede djinnene, at han havde været død i lang tid. I det øjeblik blev det klart for dem, at hvis de virkelig kendte det skjulte (al-ghayb), ville de have vidst, at Sulayman var død, og de ville ikke være blevet ved med at udføre det hårde og ydmygende arbejde i al den tid, mens de troede, han var i live. Dette vers afkræfter enhver tro på, at djinnene kender det skjulte, og viser, at kun Allah alene har kendskab til det usete.

Pointer og lærdomme fra verset:

• Kun Allah kender det skjulte, og ingen – hverken mennesker eller djinn – har adgang til denne viden.
• Djinnene er skabninger som os, der ikke har nogen overnaturlig viden om fremtiden eller det skjulte, og de bør ikke frygtes eller tilbedes.
• Verset lærer os at have fuld tillid til Allah alene og ikke knytte vores hjerter til nogen anden end Ham.
• Selv en stor profet som Sulayman, der havde fået magt over djinnene, var underlagt Allahs vilje, hvilket minder os om, at al magt og viden tilhører Allah alene.
• Hændelsen viser Allahs visdom i at afsløre sandheden for djinnene og menneskene, så ingen kan påstå at have viden om det skjulte.