Sura Al-Ma'arij — Vers 38

Ordbetydninger:

• "Ayaṭmaʿu": Håber eller ønsker han inderligt?
• "Kullu imriʾin minhum": Hver enkelt af dem (de vantro).
• "Jannata naʿīm": Paradisets have med evig fryd og glæde.

Tolkning af verset:

Dette vers stiller et retorisk spørgsmål, der udtrykker forbavselse over de vantros holdning. De havde hastet mod profeten (fred være med ham) og stimlede sammen omkring ham i grupper, både til højre og venstre, mens de stirrede på ham og talte om ham. På trods af deres afvisning af troen, nærede hver enkelt af dem et håb om at blive ført ind i Paradisets have, hvor evig lyksalighed venter. Nogle af dem sagde endda: "Hvis der findes et efterliv og et paradis, så er vi dets rette beboere, fordi Gud har givet os rigdom og børn i denne verden – hvilket beviser, at Han er tilfreds med os." Verset afviser dog denne formodning. Hvordan kan de, der er skabt af en ringe dråbe sæd og som fortsætter i deres vantro, gøre sig håb om at opnå Paradisets evige glæder? Det er en tom og grundløs forventning, for Paradiset er forbeholdt dem, der tror og handler retfærdigt.

Indsigter og formaninger:

1. Troens krav til handling: At håbe på Paradiset uden tro og gode gerninger er en selvbedragelse. Paradisets nydelser er ikke noget, man opnår gennem ønsketænkning eller verdslige privilegier, men gennem oprigtig tro og lydighed mod Allah.
2. Allahs retfærdighed: Verset minder os om, at Allahs belønning og straf er baseret på visdom og retfærdighed. Ingen kan gøre krav på Paradiset uden at opfylde dets betingelser.
3. Ydmyghed over for skabelsen: Mennesket er skabt af en ringe dråbe sæd, hvilket bør vække ydmyghed og taknemmelighed – ikke arrogance eller en følelse af selvforskyldt ret til Guds nåde.
4. Opmuntring til oprigtighed: Verset opfordrer os til at søge Allahs tilfredshed gennem oprigtig tro og handling, frem for at forlade sig på verdslige goder som bevis på Guds gunst.