Sura Al-Kahf — Vers 62

Ordbetydninger:

• *Ghadaa'* (غَدَاء): Mad, der spises tidligt på dagen (morgenmad/frokost).
• *Nasaban* (نَصَبًا): Træthed, udmattelse og anstrengelse.

Tolkning af verset:

Da Moses (fred være med ham) og hans unge ledsager (Josva, søn af Nun) var passeret det sted, hvor de havde glemt fisken – hvilket var ved mødestedet for de to have – og de var fortsat et stykke vej, begyndte Moses at føle sult. Han sagde da til sin tjener: "Giv os vores mad, som vi har med til morgenmaden. Vi er blevet mødte med stor træthed og udmattelse på denne vores rejse." Dette skete, fordi Moses ikke havde mærket trætheden, før de var passeret stedet, hvor Gud havde befalet ham at søge efter den glemte fisk. Hensigten var, at Moses skulle huske fisken og vende tilbage til det sted, hvor han skulle møde den retfærdige tjener (Khidr). Trætheden blev således en guddommelig påmindelse om, at de havde overskredet det ønskede sted, og at de skulle vende tilbage dertil.

Udledte visdomme og frugter:

1. At søge viden kræver tålmodighed og udholdenhed, selv når det medfører træthed og besvær – og belønningen for den, der stræber, er stor.
2. At være opmærksom på Guds tegn i hverdagens begivenheder, som f.eks. sult og træthed, kan lede den troende til vigtige erkendelser og formål.
3. At have en hjælper og ledsager på rejsen mod viden og læring er en velsignelse, som Moses havde sin unge tjener med sig.
4. At det er en del af god moral, at den lærende (Moses) selv er ydmyg og ikke betragter sig som hævet over praktiske gøremål, som at bede om mad og anerkende træthed.
5. At Gud leder sine oprigtige tjenere mod det, der er bedst for dem, selv gennem tilsyneladende små hændelser – og at intet sker tilfældigt i den troendes liv.