Sura Al-Imran — Vers 197

Ordforklaring:

• Matā': Nydelse, glæde eller kortvarig fornøjelse.
• Qalīl: Lidt, ubetydeligt, forbigående.
• Ma'wā: Tilflugtssted, opholdssted eller endelig bestemmelse.
• Mihād: Leje, lejeplads eller leje.

Tolkning af verset:

Denne verden med dens glæder og fornøjelser, som de vantro nyder godt af, er kun en kortvarig og ubetydelig nydelse, der forsvinder hurtigt, ligesom en skygge, der ikke varer ved. Den er ikke værd at stræbe efter eller at lade sig bedrage af, for den er forbigående og uden varighed. Derefter, efter denne korte stund i verden, bliver deres endelige bestemmelse og opholdssted på dommedagen Helvedes ild. Hvilken forfærdelig og frygtelig lejeplads er denne ild! Den er det værste hvilested og den værste skæbne, som ingen kan forestille sig rædslen ved.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• At denne verdens glæder er forbigående og ubetydelige sammenlignet med det evige liv i det hinsides. Dette opfordrer den troende til ikke at klamre sig til verden og dens fristelser, men i stedet fokusere på det, der varer ved.
• At konsekvensen af at vende ryggen til Allahs vej er en frygtelig skæbne, hvilket får den troende til at søge tilflugt hos Allah og holde sig langt væk fra det, der fører til Helvede.
• At verset vækker håb hos den troende om at opnå Paradisets evige glæder ved at følge Allahs vejledning, og det minder om, at de troendes belønning er langt bedre og mere varig end de vantros midlertidige nydelser.
• At man skal bruge denne verdens liv som en mulighed til at gøre gode gerninger, der fører til evig lykke, og ikke lade sig narre af de korte øjeblikke af nydelse, der ender i evig fortabelse.