Sura Al-Imran — Vers 27

Ordforklaringer:

• "Tulij" (تُولِجُ): At føre ind, at lade noget trænge ind i noget andet.
• "Al-Hayy" (الْحَيَّ): Det levende.
• "Al-Mayyit" (الْمَيِّتِ): Det døde, det livløse.
• "Bi-ghayri hisāb" (بِغَيْرِ حِسَابٍ): Uden begrænsning, uden opgørelse eller tælling – dvs. i rigeligt mål.

Fortolkning af verset:

Dette vers fremhæver Guds (Allahs) fuldkomne magt og herredømme over hele skaberværket. Det første tegn på Hans magt er, at Han lader natten glide ind i dagen og dagen glide ind i natten. Det betyder, at Han gradvist forlænger den ene og forkorter den anden, så årstiderne skifter, og tiden løber i en præcis, vis orden, som intet menneske kan efterligne eller ændre.

Det andet tegn er, at Han frembringer det levende fra det døde og det døde fra det levende. Eksempler herpå er, at Han lader den grønne, levende plante spire frem fra det tørre, døde korn, og at Han lader det døde korn komme fra den levende plante. Ligeledes skaber Han den troende (den åndeligt levende) fra den vantro (den åndeligt døde), og den vantro fra den troende – som når en troende søn fødes af en vantro far eller omvendt. Selv ægget, der er livløst, kommer fra den levende høne, og den levende kylling kommer fra det døde æg. Alt dette sker ved Guds vilje og kraft.

Det tredje tegn er, at Han giver rigelig forsørgelse (rizq) til hvem Han vil, uden nogen form for begrænsning eller opgørelse. Han giver ikke, fordi nogen fortjener det, men af Sin nåde og visdom, og ingen kan standse eller formindske det, Han har bestemt at give.

Udledte visdomme og formaninger:

1. At styrke troen på Guds magt: Når man betragter nattens og dagens skiften, livets og dødens cyklus og den uendelige forsørgelse, vokser ens vished om, at Allah alene er Skaberen og Opretholderen af alt. Dette fylder hjertet med ydmyghed og taknemmelighed.
2. At lære af naturens tegn: Ligesom natten følger dagen, og livet følger døden, sådan er livet på jorden en blanding af glæde og sorg, medgang og modgang. Den troende skal derfor ikke fortvivle i modgang eller blive hovmodig i medgang, men altid vende sig til Allah.
3. At håbe på Guds nåde: Verset lærer os, at Allahs forsørgelse ikke er begrænset af vores handlinger eller fortjeneste. Derfor bør vi aldrig miste håbet om Hans barmhjertighed, uanset vores situation, og vi bør altid bede til Ham om det gode i denne verden og i det hinsides.
4. At anerkende skabelsens visdom: Alt i skabelsen har et formål og en orden. Dette leder den reflekterende til at erkende, at der er en alvidende og almagtig Skaber bag alt, hvilket gør troen på Islam og Koranen til en naturlig og logisk konklusion for et sundt sind.