Sura Al-Ma'ida — Vers 14

Ord- og udtryksforklaringer:

• "Mithaq": En stærk, forpligtende pagt eller aftale.
• "Faghrāynā": Vi fremkaldte og opildnede.
• "Al-Baghḍā'": Et dybt og intenst had.
• "Ḥaẓẓan": En del eller andel.

Tolkning af verset:

Ligesom Vi tog en pagt med jøderne, tog Vi også en pagt med dem, der kaldte sig selv for "nazaræere" (kristne) – et navn, de selv valgte i påstand om, at de var Guds hjælpere. Vi pålagde dem at tro på Gud alene og følge deres profeter, men de glemte en væsentlig del af det, de blev formanet med, og brød dermed pagten, ligesom jøderne før dem havde gjort. Som en konsekvens af deres brud på pagten og deres forvanskning af sandheden, fremkaldte Vi fjendskab og dybt had blandt deres forskellige sekter og grupper – en splittelse, der vil vare ved indtil Dommedag, hvor de bekæmper hinanden og beskylder hinanden for vantro. Og Gud vil på Dommedag underrette dem om alt, hvad de begik i verden, og holde dem ansvarlige for deres handlinger.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• At bryde Guds pagt og vende sig bort fra Hans påbud fører til splittelse, fjendskab og had blandt mennesker – selv blandt dem, der hævder at følge en religion.
• At kalde sig selv ved et religiøst navn er ikke nok; sand tro kræver handling og oprigtig lydighed mod Guds budskab.
• Guds straf for at forvanske åbenbaringen og ignorere den kan komme i denne verden (som splittelse og konflikt) og i det hæraf (som afregning og straf).
• Verset advarer muslimer mod at følge samme spor som tidligere folk, så de ikke lider samme skæbne, og opfordrer dem til at holde fast i enhed og broderskab, fordi enhed er en velsignelse, mens splittelse er en straf.