Sura Al-Mulk — Vers 10

Ordforklaring:

• "نَسْمَعُ": At høre på en måde, der er opmærksom og modtagelig over for sandheden – ikke blot at høre med ørerne, men at lytte med hjertet og forstanden.
• "نَعْقِلُ": At bruge fornuften til at skelne mellem ret og vrang, godt og ondt, og til at forstå det, man hører.
• "السَّعِيرِ": Den voldsomme, flammende ild i Helvede, som er intens og brændende.

Tolkning af verset:

De vantro, som er kastet i Helvedes ild, siger her i erkendelse og selvransagelse: "Hvis vi havde hørt på den rette måde – med et åbent og søgende sind – eller hvis vi havde brugt vores fornuft til at tænke over det, vi blev kaldt til, så var vi ikke endt blandt dem, der fortjener at blive i denne brændende ild." De indrømmer dermed, at deres fortabelse ikke skyldtes mangel på beviser eller sandhed, men deres egen modvilje mod at lytte og tænke. Havde de lyttet med oprigtighed og tænkt med fornuft, ville de have troet på budbringerne og det, de kom med, og dermed været blandt Paradisets folk i stedet for Helvedes folk. Dette udsagn er en sorgfuld erkendelse, der kommer for sent, og det bekræfter, at de selv er skyld i deres skæbne.

Udledte pointer og formaninger:

• Dette vers lærer os, at lytning og fornuft er to af de største gaver, Gud har givet mennesket, og at vi skal bruge dem til at søge sandheden – ikke til at afvise den.
• Det viser, at ingen vil have en undskyldning på Dommedag, fordi Gud har givet os ører, øjne og hjerter, så vi kan forstå og vælge det rette.
• Verset opfordrer os til at være åbne over for vejledning og til at tænke dybt over livets store spørgsmål, før det er for sent.
• Det minder os om, at sand tro ikke er blind følgelse, men bygger på indsigt, eftertanke og et oprigtigt ønske om at følge sandheden – og at denne vej fører til fred og lykke både her og i det hinsides.