Sura At-Tawba — Vers 121

Ordforklaringer:

• Nafaqah (نفقة): Udgift eller donation, der gives for Guds skyld.
• Saghirah (صغيرة): Lille, ubetydelig.
• Kabirah (كبيرة): Stor, betydelig.
• Yaqta'una (يقطعون): At krydse eller gennemrejse.
• Wadiyan (واديًا): Dal, en landstrækning mellem bjerge eller højdedrag.

Tolkning af verset:

Dette vers understreger, at ingen handling, uanset hvor lille eller stor, går tabt hos Allah, når den udføres i Hans vej. De troende, der deltog i ekspeditioner med Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), gav ikke nogen donation – hverken en lille som en daddel eller en stor som en rig mands bidrag – og de krydsede ikke nogen dal i deres rejse, hverken på vej til eller fra kampagnen, uden at det blev nedskrevet for dem som en god gerning. Dette skete, for at Allah kunne belønne dem på den bedste måde for deres handlinger. Belønningen er ikke kun proportional med handlingen, men Allah giver dem den ypperste belønning for deres oprigtige indsats, idet Han multiplicerer deres gode gerninger og tilgiver deres fejl. Dette omfatter både de økonomiske ofre og de fysiske anstrengelser, de udholdt i Guds vej.

Udledte visdomme og frugter:

1. Allah værdsætter selv de mindste handlinger, når de udføres med oprigtighed for Hans skyld – ingen gerning er for lille til at blive belønnet.
2. At bruge af sin rigdom og ofre sin tid og sine kræfter for Guds sag er en kilde til stor belønning, uanset om beløbet er stort eller lille.
3. Denne opmuntring viser islams skønhed, hvor selv en daddel eller et skridt på vejen mod det gode tæller med i vægtskålen på Dommedag.
4. Verset giver håb og glæde til de troende, fordi Allah lover at belønne dem med det bedste af deres gerninger – en generøs gave fra Allah, der overgår selve handlingens værdi.
5. Det lærer os, at ingen anstrengelse i Guds vej er spildt, og at Allah ser og belønner alle anstrengelser, hvilket styrker troen og kærligheden til at gøre godt.