Sura Al-'Adiyat — Vers 7

Ord- og udtryksforklaringer:

• وَإِنَّهُ (og sandelig han): Her henviser pronomenet til mennesket.
• عَلَى ذَلِكَ (over det/vidne til det): Det vil sige vidne til sin egen utaknemmelighed og nægtelse af det gode.
• لَشَهِيدٌ (sandelig et vidne): Mennesket er selv et vidne mod sig selv, uden at kunne benægte det.

Tolkning af verset:

Dette vers bekræfter, hvad der blev nævnt i de foregående vers om menneskets utaknemmelighed over for sin Herres godhed og dets stærke kærlighed til rigdom og dets nærighed med at give af det gode. Mennesket er selv vidne mod sig selv om denne utaknemmelighed og nærighed. Det kan ikke benægte eller skjule det, for det er tydeligt og åbenlyst i dets handlinger og opførsel. Selvom mennesket forsøger at bortforklare eller skjule sine handlinger, så vidner dets egen opførsel og dets egen samvittighed imod det. Dette vidnesbyrd er så klart, at mennesket ikke kan afvise det, hverken i denne verden eller på dommedagen, hvor dets egne lemmer og jorden vil vidne imod det.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Mennesket bør være ærligt over for sig selv og erkende sine fejl og mangler, frem for at benægte eller bortforklare dem.
• Utaknemmelighed over for Guds godhed er en alvorlig synd, som mennesket selv er vidne mod sig selv om – derfor bør man takke Gud for Hans utallige velsignelser.
• Kærlighed til rigdom og nærighed med at dele af det gode er en menneskelig svaghed, som man bør bekæmpe ved at være gavmild og hjælpsom.
• På dommedagen vil mennesket ikke kunne skjule sine handlinger, for dets eget vidnesbyrd og dets egne lemmer vil afsløre sandheden – derfor bør man handle retskaffent i denne verden.
• Islam opfordrer til selvransagelse og selvkritik, hvilket er vejen til personlig forbedring og åndelig renhed.