Sura Hud — Vers 119

Ordforklaring:

• رَحِمَ – at vise barmhjertighed, at begunstige med nåde og ledelse.
• كَلِمَةُ رَبِّكَ – Herrens afgørelse og dom, som er fastlagt i Hans evige viden og visdom.
• أَجْمَعِينَ – alle sammen, uden undtagelse.

Tolkning af verset:

Undtagen dem, som din Herre har forbarmet sig over – det vil sige dem, som Han har ledt til troen og givet succes til at følge Hans sendebud. Disse mennesker er ikke uenige om Guds enhed eller om det, som sendebudene bragte fra deres Herre. Gud den Ophøjede har i Sin visdom skabt menneskene med forskellige tilbøjeligheder og skæbner: nogle er bestemt til lykke og tro, andre til ulykke og vantro. Hver person bliver lettet mod det, som han blev skabt til. Og dermed er din Herres ord og afgørelse blevet fuldbyrdet – den afgørelse, som Han har truffet i al evighed: at Han helt sikkert vil fylde Helvede med både djinner og mennesker – nemlig dem, der fulgte Satan og hans tilhængere og ikke lod sig lede til troen.

Udledte visdomme og formaninger:

• Guds barmhjertighed er kilden til al godhed; den, som opnår den, bliver reddet fra uenighed og vildfarelse, mens den, som mister den, forbliver i strid og fortabelse.
• Skabelsen af menneskene med forskellige tilstande – lykkelige og ulykkelige – er en del af Guds fuldkomne visdom, og ingen kan ændre Hans afgørelse.
• Verset opfordrer den troende til at søge Guds nåde gennem oprigtig tro og lydighed, og til at frygte den sandhed, at Helvede er virkeligt og fyldt med dem, der vendte sig bort fra vejledningen.
• Det minder os om, at forskelle i tro og handling ikke er tilfældige, men en del af en større guddommelig plan, hvilket styrker den troendes tillid til Guds retfærdighed og visdom.
• Verset opmuntrer til at tage imod Guds vejledning med ydmyghed og taknemmelighed, for den er den eneste vej til frelse og evig lykke.