Sura Hud — Vers 98

Betydning af ord i verset:

• يَقْدُمُ: Han går foran, han leder an.
• فَأَوْرَدَهُمُ: Han førte dem hen til, han bragte dem til.
• الْوِرْدُ: Ankomsten, stedet man kommer til (især om vandingssted, men her brugt om ilden).
• الْمَوْرُودُ: Det sted, som man føres hen til.

Tolkning af verset:

På dommedag vil Farao gå foran sit folk – de samme mennesker, som blev druknet sammen med ham i havet – og han vil lede dem direkte ind i Helvedes ild. Han vil ikke blot følge efter dem, men være deres anfører også på denne frygtelige rejse, hvor han fører dem fra en ødelæggelse i denne verden til en endnu værre straf i det hinsides. Han bringer dem ind i ilden, og hvor forfærdeligt er det sted, de ankommer til! Det er den værste ankomst og det værste opholdssted, for det er en ild, hvis pine ingen kan forestille sig. Verset viser, at Faraos lederskab ikke kun var skadeligt i denne verden, men at han også på dommedag vil være årsag til sit folks ulykke, idet han fører dem til evig fortabelse.

Visdom og lærdomme fra verset:

• En leder bærer et stort ansvar, og hvis han leder sit folk mod det onde, vil han trække dem med sig i fordærv – både i denne verden og i det hinsides.
• Faraos folk fulgte ham i denne verden, men hans følgeskab førte dem ingen steder hen undtagen til Helvede. Dette advarer os mod at følge nogen blindt uden at vurdere deres vej i lyset af Guds åbenbaring.
• Verset lærer os, at straffen i det hinsides er reel og alvorlig, og at vi derfor bør søge Guds tilgivelse og følge Hans vejledning for at undgå en sådan skæbne.
• Det opfordrer os til at vælge vores ledere og forbilleder med omhu – dem, der leder mod retfærdighed og Guds tilfredshed, ikke dem, der leder mod ødelæggelse.
• For muslimer er dette en påmindelse om at takke Gud for at have sendt os Profeten Muhammed (fred være med ham), som leder sit folk mod paradisets lys, ikke mod ildens mørke.