Sura Ibrahim — Vers 43

Ord og vendinger, der kræver forklaring:

• مُهْطِعِينَ: De haster af sted i frygt og rædsel.
• مُقْنِعِي رُءُوسِهِمْ: De løfter deres hoveder opad.
• لَا يَرْتَدُّ إِلَيْهِمْ طَرْفُهُمْ: Deres blik vender ikke tilbage; øjnene er stirrende og faste uden at blinke.
• وَأَفْئِدَتُهُمْ هَوَاءٌ: Deres hjerter er tomme og uden indhold, ude af stand til at forstå eller tænke på grund af den enorme frygt.

Tolkning af verset:

På den dag, hvor de uretfærdige rejser sig fra deres grave, haster de af sted for at besvare kaldet (til opgørelsen) i frygt og rædsel. De løfter deres hoveder mod himlen i rædsel, og deres øjne er stirrende uden at blinke – de kan ikke se noget på grund af rædslens gru. Deres hjerter er tomme og tømt for al fornuft og forståelse; de rummer intet, hverken godt eller ondt, på grund af den overvældende frygt og skræk, der har grebet dem. De er som hule kar, der er fyldt med luft, uden indhold eller fasthed, hvilket gør dem ude af stand til at opfatte eller fatte noget som helst.

Indsigter og formaninger fra verset:

• Dette vers viser os rædslen på Dommedagen, hvilket opfordrer os til at forberede os i dette liv ved at gøre gode gerninger og søge Guds tilgivelse.
• Det lærer os, at de uretfærdige og synderne vil opleve en frygt, der tømmer deres hjerter for al fornuft og forståelse – en påmindelse om at undgå uretfærdighed og synd.
• Verset understreger vigtigheden af at vende tilbage til Gud i ydmyghed og anger, før det er for sent, og at vi ikke skal lade os forblænde af det verdslige liv, som vil forsvinde.
• Det opmuntrer os til at styrke vores hjerter med tro og ihukommelse af Gud, så de ikke bliver tomme på den dag, hvor hjerterne tømmes af frygt.