Sura An-Nahl — Vers 120

Betydning af ord i verset:

• Ummah (أُمَّةً): En leder og forbillede, som samler alle gode egenskaber i sig; en person der alene udgør et helt samfund af godhed.
• Qānitan (قَانِتًا): En der er ydmyg, lydig og vedholdende i sin tilbedelse af Allah.
• Ḥanīfan (حَنِيفًا): En der vender sig bort fra al falsk religion og oprigtigt søger den rene monoteistiske tro (Islam).

Fortolkning af verset:

Dette vers fremhæver profeten Ibrahims (Abrahams) ophøjede status og rolle som et enestående forbillede. Allah beskriver ham som en "ummah" – det vil sige en person, der alene repræsenterede et helt fællesskab af godhed, fordi han besad alle de dyder, som et helt samfund normalt ville samle. Han var en leder i det gode, en der konstant og vedholdende adlød Allah med ydmyghed og oprigtighed. Han var "ḥanīf" – en der afveg fra al falskhed og afvigelse og vendte sig helt mod den rene, sande tro, som er at tilbede Allah alene uden nogen partner. Verset understreger også, at han aldrig var blandt dem, der tilskrev Allah medsøstre (polyteister), hvilket imødegår påstanden fra Quraysh-stammen, der fejlagtigt hævdede, at de fulgte Ibrahims vej, selvom de praktiserede afgudsdyrkelse. Verset bekræfter dermed, at Ibrahims tro var ren monoteisme (Tawhid), og at hans vej er den samme vej, som profeten Muhammed (fred være med ham) blev sendt med.

Lærdomme og visdom fra verset:

• At én oprigtig og retskaffen person kan have en enorm indflydelse og være et helt samfund i sig selv, hvilket opmuntrer den enkelte muslim til at stræbe efter at være et positivt forbillede.
• At den sande tro er den rene monoteisme, som Ibrahim (fred være med ham) stod for – en tro der er fri for enhver form for afgudsdyrkelse eller partnerdyrkelse med Allah.
• At det er en stor ære at blive beskrevet af Allah med så ophøjede egenskaber, hvilket viser, at oprigtighed og hengivenhed over for Allah er nøglen til ophøjelse og lederskab i det gode.
• At muslimer i dag bør følge Ibrahims eksempel ved at være standhaftige i deres tro, uanset hvilke påstande eller beskyldninger der kommer fra dem, der afviger fra den rene lære.