Sura Taha — Vers 96

Ordforklaringer:

• بَصُرْتُ: Jeg så / jeg fik viden om.
• قَبَضْتُ قَبْضَةً: Jeg tog en håndfuld.
• أَثَرِ الرَّسُولِ: Sporet af sendebuddet (Jibril/Gabriel, fred være med ham) – dvs. støvet fra hans hests hove.
• فَنَبَذْتُهَا: Jeg kastede den.
• سَوَّلَتْ: Den fik til at synes godt / den pyntede på det / den forledte.

Tolkning af verset:

Da Musa (Moses), fred være med ham, vendte tilbage og konfronterede samaritaneren (as-Samiri) med den store synd, han havde begået ved at fremstille kalven, sagde samaritaneren som svar: "Jeg så det, som de ikke så" – nemlig at han havde set englen Jibril, fred være med ham, ridende på sin hest, da de krydsede havet, og da Farao og hans hær blev druknet. Han tog så en håndfuld jord fra sporet af Jibrils hests hov, og han kastede denne håndfuld på de guldsmykker, som han havde smeltet og formet til en kalv. Derved blev kalven til en krop, der lavede en lyd (en brølen) – som en prøvelse og en fristelse for folket. Til sidst sagde han: "Og sådan fik min egen sjæl (mit eget begær og min egen indbildning) dette til at tage sig godt ud for mig" – dvs. den fik mig til at tro, at det var noget godt, og den pyntede på denne handling for mig.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Dette vers viser os, hvor farligt det er at følge sine egne indskydelser og sit eget begær, når det kommer til religionen. Den menneskelige sjæl kan let få onde handlinger til at se smukke og tiltrækkende ud, hvis man ikke søger beskyttelse hos Allah og følger profeternes vejledning.
• Verset lærer os, at viden og indsigt er en stor gave fra Allah, men at viden uden oprigtighed og uden at følge sandheden kan føre til vildfarelse. Samaritaneren havde set noget, som andre ikke havde set, men han brugte denne viden på en forkert måde.
• Vi lærer også, at profeternes budskab er at rense menneskets sjæl og vejlede det til det, der er sandt og godt. Den, der vender sig bort fra profeternes vejledning, kan let blive offer for sine egne indbildninger og ødelægge både sig selv og andre.
• Verset opfordrer os til at vende tilbage til Allah i anger, når vi har begået fejl, og til at søge Hans tilgivelse, præcis som Musa (fred være med ham) gjorde med sit folk, og som Allah accepterede angeren fra dem, der angrede oprigtigt.