Sura Al-Hajj — Vers 2

Ordforklaringer:

• تَذْهَلُ: at glemme, at blive distraheret og forlade noget på grund af stor frygt og rædsel.
• مُرْضِعَةٍ: en kvinde, der ammer et spædbarn.
• ذَاتِ حَمْلٍ: en gravid kvinde, der bærer et barn i sin mave.
• سُكَارَى: flertal af "fuld" – en person, hvis forstand er svækket.

Tolkning af verset:

På den dag, hvor I ser jordskælvet og rædslerne ved Dommedag, vil enhver ammende mor blive så overvældet af skræk, at hun glemmer sit spædbarn, som hun holdt ved sit bryst, og hun vil forlade det uden at tænke over det. Enhver gravid kvinde vil kaste sit foster på grund af den enorme frygt og rædsel. Du vil se mennesker i en tilstand, hvor de ligner berusede, fordi deres forstand er lammet af rædsel, men de er ikke berusede af vin eller alkohol – virkeligheden er, at Guds straf er så frygtelig og streng, at den har frataget dem deres fornuft og dømmekraft, så de vandrer rundt uden bevidsthed.

Visdom og lærdomme fra verset:

Dette vers lærer os, at Dommedagens rædsler er ud over alt, hvad vi kan forestille os, og at selv de stærkeste bånd – som moderens kærlighed til sit barn – vil blive glemt i det øjeblik. Det minder os om, at vi skal forberede os til denne dag ved at gøre gode gerninger og søge Guds tilgivelse, så vi kan opnå Hans nåde og undgå Hans strenge straf. Det opfordrer os også til at frygte Gud på en måde, der får os til at adlyde Hans befalinger og afholde os fra det, Han har forbudt, for den, der frygter Gud i denne verden, vil føle sig tryg på den dag, hvor selv de modigste hjerter vil skælve.