Sura Al-Imran — Vers 162

Ordforklaring:

• "Bâ'a" (باءَ): betyder at vende tilbage med noget, eller at bære og påtage sig noget.
• "Sakhat" (سَخَط): Guds vrede og mishag.
• "Ma'wâ" (مَأْوَاهُ): opholdssted og tilflugtssted.
• "Masîr" (مَصِير): rejsemål og endeligt opholdssted.

Tolkning af verset:

Dette vers stiller et afgørende spørgsmål, der fremhæver forskellen mellem to slags mennesker: Kan den, der følger det, der fører til Guds velbehag – nemlig tro og retskaffen handling – nogensinde sammenlignes med den, der har pådraget sig Guds vrede ved at afvise troen og begå synder? Den første har søgt Guds tilfredsstillelse og opnået den, mens den anden har vendt tilbage med Guds vrede og mishag som sit resultat. Den andens skæbne og endelige opholdssted er Helvede, og hvor forfærdeligt er det ikke som endeligt mål og hvilested! Verset gør det klart, at der er en fundamental forskel mellem de to grupper, og at de på ingen måde kan være lige i Guds dom.

Udledte lærdomme og formaninger:

• At søge Guds velbehag er det højeste mål for en troende, og det er vejen til frelse og lykke i begge verdener.
• Guds vrede er en alvorlig sag, som ingen kan bære, og den fører til evig fortabelse.
• Verset opfordrer den troende til at gøre oprigtige handlinger og afholde sig fra alt, der pådrager Guds mishag.
• Det minder os om, at livet er en rejse mod en endelig skæbne, og at vi selv vælger, hvilket mål vi ønsker at nå – enten Guds velbehag og Paradis eller Hans vrede og Helvede.
• At kende forskellen mellem ret og vrang, og at handle derefter, er kernen i islamisk tro og praksis, hvilket giver den troende ro i hjertet og håb om Guds nåde.