Sura Ya-Sin — Vers 33

Ordbetydninger:

• الْأَرْضُ الْمَيْتَةُ: den tørre, golde jord, hvor intet gror.
• أَحْيَيْنَاهَا: vi har givet den liv ved at sende regn og få vegetation til at spire frem.
• حَبًّا: korn og frø, såsom hvede, byg og lignende, som mennesker spiser.

Tolkning af verset:

For de vantro, der benægter opstandelsen, er der et tydeligt tegn og bevis på Guds magt: den golde, tørre jord, som er uden liv og vegetation. Vi har givet den liv ved at sende regn fra himlen, og Vi har frembragt fra den forskellige slags korn og afgrøder, som mennesker spiser, og som også dyr lever af. Den, der har magt til at give den døde jord liv og få planter til at spire frem fra den, har også magt til at genoplive de døde og rejse dem på dommens dag. Dette er en klar henvisning til opstandelsen og bevis på, at den er sand.

Udledte lærdomme og budskaber:

• Dette vers lærer os at betragte naturen omkring os med eftertanke; den døde jord, der bliver levende med regn, er et levende bevis på Skaberens magt og en påmindelse om, at døden ikke er enden, men en overgang til et nyt liv.
• Det styrker troen på opstandelsen og dommedagen, hvilket opmuntrer mennesket til at leve et liv i lydighed mod Gud og med bevidsthed om, at det vil blive holdt ansvarlig for sine handlinger.
• Verset viser Guds nåde og barmhjertighed, idet Han sørger for menneskers og dyrs næring fra jorden, hvilket vækker taknemmelighed og kærlighed til Skaberen.
• Det opfordrer til at reflektere over Guds skaberværk, hvilket fører til dybere tro og indsigt i islams sandheder.