Sura An-Nisa — Vers 148

Ordbetydninger:

• Al-jahr = at sige noget højt og åbenlyst.
• As-sū’ = det onde, det grimme og forkastelige i talen.
• Min al-qaul = af talen/ordene.
• Illā man ẓulim = undtagen den, der er blevet uretfærdigt behandlet.

Tolkning af verset:

Allah elsker ikke, at nogen siger onde eller grimme ord højt og åbenlyst. Tværtimod hader Han denne handling og har truet med straf for den. Dette gælder generelt for alle mennesker – uanset om ordene er rettet mod en bestemt person eller handler om nogen i almindelighed.

Dog er der én undtagelse: Den, der er blevet uretfærdigt behandlet, har lov til at nævne sin modpart med det onde, som denne har gjort mod ham – dog kun for at klage over uretfærdigheden, bede Allah om hjælp mod undertrykkeren, eller for at forsvare sig selv med tilsvarende ord. Dette er en tilladelse, ikke en opfordring. Det er bedre og mere fortjenstfuldt for den uretfærdigt behandlede at udvise tålmodighed og tilgive end at hævne sig med onde ord.

Allah er Samī‘ – Han hører alle jeres ord, både dem I siger højt og dem I hvisker – og Han er ‘Alīm – Han kender jeres inderste hensigter og intentioner. Derfor skal I være på vagt over for at sige onde ord eller have til hensigt at gøre det, for intet er skjult for Ham.

Lærdomme og visdom fra verset:

1. Islam lærer os at bevare en smuk og ren tale, og at undgå grimme ord og bagtalelse, uanset omstændighederne.
2. Selv den, der er blevet uretfærdigt behandlet, opfordres til tålmodighed og tilgivelse – dette viser islams høje moralske standard.
3. Verset giver den undertrykte en legitim ret til at forsvare sig og klage over uretfærdighed, hvilket viser islams retfærdighedssans og omsorg for de svage.
4. Bevidstheden om, at Allah hører og ved alt, opmuntrer den troende til at være ærlig og oprigtig i alle sine handlinger og ord.
5. Verset opfordrer til at undgå at sprede ondskab og rygter i samfundet, hvilket skaber tryghed og harmoni blandt mennesker.