Sura Fussilat — Vers 48

Ordforklaring:

• "ضَلَّ": betyder her, at noget forsvinder og bliver borte.
• "يَدْعُونَ": betyder, at de tilbeder og påkalder.
• "مَحِيص": betyder et tilflugtssted, et skjulested eller en flugtvej.

Tolkning af verset:

På Dommedag, når de vantro står over for Guds straf, vil de opleve en frygtelig sandhed: de afguder og væsener, som de i deres jordiske liv påkaldte og tilbad i stedet for Allah, vil være fuldstændig forsvundet fra dem. De vil ikke kunne hjælpe dem, gå i forbøn for dem eller redde dem fra straffen. Deres skuffelse og fortvivlelse vil være total, for de havde knyttet deres håb og forventninger til disse afguder, men nu ser de, at alt var forgæves.

Samtidig vil de blive grebet af en dyb og sikker vished – ikke blot en formodning, men en fast overbevisning – om, at der ikke findes nogen flugtvej eller noget skjulested for dem fra Allahs straf. De vil indse, at der ingen redning er, og at de er fanget i Guds retfærdige dom uden nogen mulighed for at undslippe.

Lærdomme og budskaber fra verset:

Dette vers lærer os, at kun Allah alene fortjener tilbedelse og påkaldelse, for Han er den eneste, der kan hjælpe og redde os. At knytte sit håb til noget andet end Allah – hvad enten det er afguder, mennesker eller materielle ting – fører til skuffelse og fortvivlelse på den dag, hvor intet andet end tro og gode gerninger kan gavne os. Verset opfordrer os til at vende tilbage til Allah i oprigtighed og til at rense vores tro fra enhver form for afguderi, så vi ikke oplever den frygtelige skuffelse, som de vantro vil møde. Det minder os også om, at livet i denne verden er en prøve, og at vi skal forberede os til den dag, hvor der ikke findes nogen flugtvej fra Guds retfærdighed – men hvor Hans nåde og tilgivelse er åben for dem, der troede og handlede retfærdigt.