Sura Fussilat — Vers 50

Ord- og udtryksforklaring:

• "رَحْمَةً": nåde, velsignelse, velstand og sundhed.
• "ضَرَّاءَ": modgang, sygdom, fattigdom eller anden form for prøvelse.
• "لَيَقُولَنَّ": vil han helt sikkert sige.
• "الْحُسْنَى": det bedste, hvilket her betyder Paradiset.
• "عَذَابٍ غَلِيظٍ": en streng og frygtelig straf.

Tolkning af verset:

Når Vi lader et menneske smage Vores nåde – som sundhed, rigdom og tryghed – efter at have ramt ham med modgang og lidelse, så glemmer han hurtigt Guds gave og bliver hovmodig. Han siger: "Dette har jeg opnået på grund af min egen fortjeneste og værdighed." Han benægter endda opstandelsens time og siger: "Jeg tror ikke, at Dommedagen vil komme." Og hvis han alligevel skulle vende tilbage til sin Herre, så forestiller han sig, at han vil få det bedste hos Ham – nemlig Paradiset – fordi han mener, at han fortjener det. Dette siger han i hån og arrogance.

Men Gud – den Ophøjede – truer disse vantro med, at Han vil fortælle dem om alle deres handlinger på Dommedagen, og at Han vil lade dem smage en streng og pinefuld straf for deres vantro og synder.

Visdom og formaninger fra verset:

1. Mennesket har en tilbøjelighed til at glemme Guds velsignelser og tilskrive sig selv æren for dem – derfor bør vi konstant minde os selv om, at al godhed kommer fra Gud alene.
2. At benægte opstandelsen er en alvorlig synd, der fører til hovmod og et liv uden ansvarlighed over for Gud.
3. Den, der tror, at han kan opnå Paradiset uden tro og gode gerninger, bedrager sig selv – Paradiset kræver oprigtig tro og handling.
4. Guds straf er streng og retfærdig, og ingen kan undslippe konsekvenserne af sine handlinger.
5. Dette vers opfordrer os til ydmyghed og taknemmelighed over for Gud i både medgang og modgang, og til at tro på Dommedagen som en realitet, der former vores liv og valg.