Sura Ad-Dukhan — Vers 29

Ordforklaringer:

• "Beket" (بَكَتْ): Græd, sørgede.
• "Semâ" (السَّمَاء): Himlen.
• "Ard" (الأَرْض): Jorden.
• "Munzarîn" (مُنظَرِين): Dem, der får udsættelse eller henstand (med straffen).

Tolkning af verset:

Da Farao og hans folk blev druknet i havet, græd hverken himlen eller jorden over dem. De var nemlig ikke retskafne mennesker, hvis død ville få skabningerne til at sørge. Tværtimod var deres død en lettelse for jorden, og himlen græd ikke over dem, fordi de ikke havde nogen værdi hos Gud. De fik heller ikke nogen udsættelse eller henstand med straffen, da den kom. De blev ikke givet tid til at fortryde eller vende om, men blev straffet øjeblikkeligt, fordi deres ondskab og arrogance havde nået det punkt, hvor der ikke var nogen vej tilbage til troen.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at en persons værdi hos Gud ikke måles ved magt, rigdom eller position, men ved tro og retskaffenhed. Himlens og jordens gråd over en troende er et tegn på den ære og betydning, som den troende har hos Gud. Derfor bør vi stræbe efter at leve et liv, der gør os elsket af Gud og Hans skabninger, så vores død ikke kun er en sorg for vores nærmeste, men også en ære, der får selv skabningerne til at sørge. Verset advarer os også mod arrogance og vedholdenhed i synd, for straffen kan komme pludseligt uden nogen advarsel eller mulighed for fortrydelse. Det opfordrer os til at vende tilbage til Gud, før det er for sent, og til at søge Hans nåde og tilgivelse, mens vi stadig har muligheden.