Sura Al-Jathiya — Vers 32

Betydning af ord i verset:

• "وَعْدَ اللَّهِ": Guds løfte om opstandelse og dom.
• "السَّاعَةُ": Dommens time (Qiyamah).
• "لَا رَيْبَ فِيهَا": Der er ingen tvivl om den.
• "إِن نَّظُنُّ إِلَّا ظَنًّا": Vi har kun en formodning, ikke vished.
• "بِمُسْتَيْقِنِينَ": Vi er ikke overbeviste med sikkerhed.

Fortolkning af verset:

Når der blev sagt til dem (de vantro): "Sandelig, Guds løfte er sandt, og Dommens time er der ingen tvivl om – så forbered jer på den," svarede de: "Vi ved ikke, hvad Dommens time er. Vi har kun en svag formodning om, at den måske vil komme, men vi er ikke sikre på, at den overhovedet vil indtræffe." Deres udtalelse afslører en dyb uvidenhed og en holdning præget af skepsis og afvisning af sandheden. De anerkendte ikke Guds løfte med vished, men behandlede det som noget usikkert og ubetydeligt, selvom beviserne for dens sandhed var klare og utvetydige. Denne holdning viser, hvordan de vendte ryggen til sandheden og foretrak tvivl og gætteri frem for tro og vished.

Udledte lærdomme og formaninger:

1. Troen på Dommens time er en grundpille i troen: En muslim må tro på opstandelsen med fuld vished og ikke lade tvivl eller gætteri påvirke sin overbevisning. Dette vers minder os om, at tvivl på Guds løfte er en alvorlig fejl, som de vantro begik.
2. At forberede sig på det uundgåelige: Når man er overbevist om, at Dommens time er sand, må man handle derefter – ved at gøre gode gerninger og afholde sig fra synd, for at opnå Guds tilfredshed og frelse på den dag.
3. Advarsel mod hovmod og afvisning: Verset advarer os mod at følge de vantros eksempel, som afviste sandheden uden at undersøge den. En troende bør være ydmyg og søge viden, ikke stolt og afvisende.
4. Guds løfte er uundgåeligt: Uanset hvor meget mennesker tvivler eller benægter, vil Guds løfte ske. Dette giver den troende håb og tryghed i, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at de troende vil blive belønnet, mens de vantro vil stå til regnskab.
5. At styrke hjertets forbindelse til Allah: Ved at tro på Dommens time med vished, bliver hjertet knyttet til Allah og til det hinsides, hvilket gør livet meningsfuldt og fyldt med formål – man lever ikke blot for denne verden, men for evigheden.