Sura Al-Fath — Vers 12

Ordforklaringer:

• بُورًا (Bûran): betyder "fortabte" eller "ødelagte" – mennesker uden godhed eller nytte.
• ظَنَّ السَّوْءِ (Zannas-sû’): en ond formodning – i denne sammenhæng en dårlig tanke om Gud og Hans sendebud.
• يَنقَلِبَ (Yanqaliba): at vende tilbage.

Tolkning af verset:

Sagen er ikke, som I undskyldte jer med – at I var optaget af jeres ejendom og familier. Sandheden er, at I troede, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) og de troende, der var sammen med ham, ville blive udslettet af fjenden og aldrig vende tilbage til deres familier i Medina. Denne tanke blev gjort tiltalende for jer af Satan, så den fæstnede sig i jeres hjerter. I havde en ond formodning om Allah – at Han ikke ville sejre Sin profet og Sine troende tjenere over fjenderne. I blev dermed et fortabt folk, uden godhed i jer, fordi jeres onde tanker og jeres undladelse af at følge profeten førte jer til jeres egen undergang.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at en muslim altid må have en god formodning om Allah og ikke tvivle på Hans løfter om sejr og hjælp til Sine oprigtige tjenere. Det advarer os mod at lade Satan pynte på onde tanker, så de virker rigtige i vores hjerter – for det fører til fortabelse. Verset viser også, at undskyldninger for at undlade at følge Allahs bud ikke accepteres, når hjertet i virkeligheden er fyldt med tvivl og dårlige tanker. Troen kræver tillid til Allah, lydighed mod Hans sendebud og optimisme om Allahs hjælp, uanset hvor vanskelige omstændighederne end synes. Den, der holder fast i dette, vil opleve Allahs sejr og støtte i denne verden og den næste.