Sura An-Nahl — Vers 62

Betydning af udvalgte ord i verset:

• "Mufratun" (مُفْرَطُونَ): betyder, at de er blevet sendt i forvejen til Helvedes ild, eller at de er blevet forsømt og glemt i den.
• "La jarama" (لَا جَرَمَ): betyder "sandelig" eller "det er en kendsgerning", og bruges til at bekræfte en sandhed.
• "Al-Husna" (الْحُسْنَى): betyder den gode og smukke endelige skæbne eller den høje status hos Gud.

Fortolkning af verset:

Dette vers afslører endnu en af de modsætningsfyldte og urimelige handlinger, som de vantro arabere begik i deres forhold til Gud. De tillagde Gud det, som de selv afskyede og hadede, nemlig døtre. Når en af dem fik en datter, blev hans ansigt mørkt af vrede, og alligevel hævdede de, at englene – som de betragtede som Guds døtre – var en del af Gud. Samtidig udtalte deres tunger løgnagtigt, at de selv ville få den gode skæbne og den høje status hos Gud, og at de ville blive belønnet med det bedste i det hinsides. Men sandheden er den stik modsatte: de vil med sikkerhed få Helvedes ild som deres lod, og de vil blive overladt til sig selv i den, glemt og forladt, uden nogen hjælper eller befrier. Deres løgne og selvbedrag vil ikke gavne dem det mindste over for Guds retfærdighed.

Lærdomme og visdom fra verset:

1. Verset advarer mod at tilskrive Gud noget, som mennesker selv finder uacceptabelt eller afskyeligt, og det understreger vigtigheden af at have en ophøjet og ren forestilling om Gud, der er hævet over enhver mangel.
2. Det fordømmer løgn og selvbedrag, især når det drejer sig om religiøse anliggender, og viser, at tomme ønsker ikke ændrer virkeligheden.
3. Verset giver håb til de troende om, at Gud ikke glemmer dem, og at Hans belønning og straf er retfærdig, hvilket opmuntrer dem til at holde fast i sandheden og handle retskaffent.
4. Det lærer os, at den sande gode endelige skæbne kun opnås gennem tro og gode gerninger, ikke gennem tomme påstande eller ønsketænkning.