Sura Al-Anbiya — Vers 102

Ordforklaring:

• "Hasīsahā": Den svage, sagte lyd fra Helvedes flammer og dets brøl, som kan høres på afstand.
• "Ištahat": Det som sjælene begærer og længes efter af lyst og glæde.
• "Khālidūn": Evigt blivende, uden ende eller ophør.

Tolkning af verset:

Dette vers beskriver de troendes tilstand i Paradiset, efter at de har passeret broen (Sirāt) og er blevet reddet fra Helvede. De vil ikke høre den mindste lyd fra Helvedes flammer – hverken dens brøl, hvæsen eller den frygtelige lyd af ild, der fortærer. Dette er en stor nåde fra Allah, for selv lyden af Helvede er skrækindjagende, men de troende er blevet skånet for selv at høre den.

De vil i stedet befinde sig midt i alt det, som deres sjæle begærer og ønsker sig af Paradisets glæder, lækkerier og skønhed – uden at der er nogen hindring eller mangel. Og denne nydelse er ikke midlertidig; de vil forblive i den for evigt, uden afbrydelse, uden død og uden frygt for, at den skal ophøre. Dette er den fuldkomne lykke, som ingen jordisk glæde kan sammenlignes med.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Allahs barmhjertighed over for de troende er uendelig – Han beskytter dem ikke blot mod Helvedes straf, men også mod selve lyden af det, så de kan nyde Paradiset i fuld fred og ro.
2. Paradiset er et sted, hvor sjælen får alt, hvad den oprigtigt begærer af godt og rent – dette viser Allahs generøsitet og kærlighed til sine tjenere.
3. Evigheden i Paradiset er den største motivation for den troende til at holde ud i lydighed mod Allah og afholde sig fra synd, for belønningen er uendelig og overgår enhver jordisk forestilling.
4. Verset opmuntrer den troende til at længes efter Paradiset og arbejde for at opnå det, samtidig med at det minder om, at Allahs løfte er sandt og sikkert.