Sura Al-Anbiya — Vers 112

Ord- og udtryksforklaring:

• "احْكُم بِالْحَقِّ": Afgør og døm med sandheden og retfærdigheden.
• "الْمُسْتَعَانُ": Ham, vi søger hjælp hos.
• "مَا تَصِفُونَ": Det, I beskriver og påstår – herunder jeres løgne, vantro og trusler.

Tolkning af verset:

Profeten Muhammed (fred og velsignelser være med ham) vendte sig til sin Herre med en oprigtig bøn, hvor han bad Ham om at afgøre sagen mellem ham og hans folk, der afviste sandheden og fortsatte i deres vantro. Han bad Ham om at dømme med retfærdighed og adskille sandheden fra løgnen ved at lade straffen ramme dem, der fortjente den. Derefter erklærede han, at hans Herre – den Barmhjertigste – er den, hvis hjælp han søger mod alt det, som de vantro fremsætter af løgne, beskyldninger og trusler om sejr og overlegenhed. Profeten overlod således sagen til Gud og søgte Hans hjælp mod deres påfund og falske anklager.

Udledte visdomme og formaninger:

• At vende sig til Gud med bøn og lægge sin lid til Ham i modgang er en af profeternes smukkeste egenskaber, og det er en kilde til styrke for den troende.
• At overlade dommen til Gud og søge Hans hjælp giver ro i hjertet og viser, at den troende ikke er afhængig af menneskers dom, men af Guds retfærdighed.
• Verset lærer os tålmodighed over for modstandernes løgne og trusler, og at den endelige sejr tilhører sandheden, fordi Gud er den Barmhjertigste, der hjælper Sine oprigtige tjenere.
• At beskrive Gud med egenskaben "الرحمن" (den Barmhjertigste) i denne sammenhæng minder os om, at Guds barmhjertighed omfatter alt, og at Hans hjælp kommer til dem, der søger den med oprigtighed.