Sura Al-Anbiya — Vers 65

Ordforklaringer:

• نُكِسُوا (Nukisū): At vende tilbage til noget, at blive kastet tilbage til en tidligere tilstand. Her betyder det, at de vendte tilbage til deres stædighed og fornægtelse efter kortvarigt at have erkendt sandheden.
• عَلَىٰ رُءُوسِهِمْ (ʿAlā ruʾūsihim): Bogstaveligt "på deres hoveder", hvilket er et billedligt udtryk for, at de blev bragt tilbage til deres oprindelige holdning – nemlig vantro og hovmod – efter at have været ude af stand til at forsvare sig.

Tolkning af verset:

Efter at profeten Abraham (fred være med ham) havde udfordret sit folk ved at spørge dem, om det var de store afguder, der havde ødelagt de små, og efter at de havde erkendt, at afguderne ikke kunne tale eller handle, vendte de hurtigt tilbage til deres stædighed og fornægtelse. Deres fornuft blev overvundet af hovmod og arrogance. De sagde til Abraham: "Du ved udmærket, at disse afguder ikke taler – hvorfor beder du os så om at spørge dem?" De fremførte dette som et argument mod ham, men i virkeligheden var det et argument imod dem selv, fordi deres egen indrømmelse af, at afguderne var stumme og magtesløse, netop beviste, at deres tilbedelse af dem var meningsløs og absurd. Deres udtalelse bekræftede således Abrahams pointe og gjorde deres egen position uholdbar.

Udledte visdomme og formaninger:

• Sandheden kan ikke skjules for evigt; selv de mest stædige sjæle kan blive tvunget til at erkende den, men hovmod kan få dem til at vende tilbage til løgnen.
• Når en person kender sandheden og alligevel afviser den, bliver denne afvisning en tung byrde imod ham selv på dommens dag.
• Islams styrke ligger i logik og beviser; selv fjenderne af sandheden kan ikke modstå dens argumenter, når de præsenteres klart.
• Dette vers opmuntrer den troende til at være tålmodig og vedholdende i at fremlægge sandheden, selv når folk er stædige, for sandheden vil altid sejre, og modstandernes svaghed vil blive afsløret.