Sura An-Naml — Vers 46

Ordforklaringer:

• السَّيِّئَة (as-sayyi'ah): Her menes straffen (afgrunden/ulykken), som de blev advaret om.
• الْحَسَنَة (al-hasanah): Her menes tilgivelsen og nåden, eller troen og de gode gerninger.
• لَوْلَا (lawla): Hvorfor ikke? / Ville I dog ikke?

Tolkning af verset:

Profeten Salih (fred være med ham) sagde til sit folk, som var vantro og hånede ham: "O mit folk! Hvorfor haster I med at påkalde straffen (det onde) før det gode (tilgivelsen og nåden)? Hvorfor haster I med vantro og syndige handlinger, der fører til Guds vrede og straf, i stedet for at haste mod tro og gode gerninger, der fører til belønning og Guds tilfredshed?" Han undrede sig over deres tåbelige holdning, hvor de trodsede og udfordrede Guds straf, mens de ignorerede muligheden for tilgivelse og barmhjertighed. Han opfordrede dem indtrængende: "Hvorfor beder I ikke Gud om tilgivelse for jeres synder og vender tilbage til Ham i oprigtig omvendelse, så Han kan forbarme sig over jer?" Han gjorde dem opmærksomme på, at hvis straffen først kommer, vil omvendelse ikke længere være til nogen nytte, og bønnen om tilgivelse vil ikke blive accepteret.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Islams vej er præget af håb og optimisme; den opfordrer mennesket til altid at vende sig mod Gud med omvendelse og bøn om tilgivelse, før det er for sent.
• Den troende bør ikke udfordre Guds straf eller være ligeglad med synd, men derimod skynde sig mod gode gerninger og oprigtig anger.
• Guds barmhjertighed er enorm og omfatter alle, der søger den med oprigtighed, og Han accepterer sine tjeneres omvendelse, så længe de ikke har nået dødsøjeblikket eller straffens time.
• Verset lærer os vigtigheden af at prioritere det, der gavner os i det hinsides, frem for det, der skader os, og at bruge vores tid og kræfter på at søge Guds tilfredshed og nåde.