Sura Al-Imran — Vers 117

Betydning af ord i verset:

• "Sirr" (صِرّ): ekstrem kulde eller isnende vind.
• "Harth" (حَرْث): afgrøde eller mark, der er sået og dyrket.
• "Zalamu anfusahum" (ظَلَمُوا أَنفُسَهُمْ): de gjorde uret mod sig selv gennem deres handlinger.

Forklaring af verset:

Dette vers beskriver de vantros handlinger i denne verden gennem et billedsprog. Ligesom en isnende, ødelæggende vind rammer en mark, der tilhører folk, som har gjort uret mod sig selv, og fuldstændigt ødelægger den, sådan er de udgifter og gode gerninger, som de vantro foretager sig i denne verden. De håber på belønning og gavn af dem, men deres gerninger bliver gjort til intet og giver ingen frugt, fordi de er bygget på vantro og ulydighed mod Gud. Ligesom den kolde vind ødelægger afgrøden, efter at dens ejere havde håbet på dens udbytte, sådan fortabes de vantros handlinger, og de opnår intet af deres forventede belønning. Derefter understreger verset, at Gud ikke gør dem uret ved at lade deres handlinger gå tabt, men det er dem selv, der har påført sig selv uret gennem deres vantro og ved at afvise Hans sendebud.

Udledte lærdomme og visdom:

• Troen er grundlaget for, at gerninger bliver accepteret; uden den er selv de bedste handlinger nytteløse og uden værdi i det hinsides.
• Billedsproget i Koranen gør abstrakte betydninger nærværende og forståelige for mennesker, så de kan lære og forstå.
• Guds retfærdighed er fuldkommen; Han straffer ikke nogen uden grund, men mennesket er selv ansvarlig for sine valg og handlinger.
• At gøre godt mod andre i denne verden er ikke nok uden tro; det, der frelser mennesket, er oprigtig tro kombineret med gode gerninger.
• Verset opfordrer den troende til at reflektere over sammenhængen mellem handlinger og deres resultater og til at sikre, at ens gerninger er oprigtige over for Gud alene.