Sura Saba — Vers 52

Ordforklaring:

• "التَّنَاوُشُ": betyder at gribe eller nå noget med hånden, og her menes det at opnå eller tilegne sig troen.
• "مِن مَكَانٍ بَعِيدٍ": fra et fjernt sted, dvs. fra et sted, hvor det er umuligt at nå det.

Tolkning af verset:

Når de vantro på dommedag ser straffen med egne øjne og indser sandheden, vil de sige: "Vi tror nu på ham (Muhammad, fred og velsignelser være med ham) og på det, han bragte." Men hvordan kan de opnå troen på dette tidspunkt, når de befinder sig et umuligt sted for at gribe den? Troens og omvendelsens dør er lukket for dem, fordi de har forladt den jordiske verden, som er handlingens og prøvens sted, og er kommet til det hinsides, som er belønningens og straffens sted – ikke handlingens sted. De ønsker nu at gribe troen, men de er for langt væk fra den, præcis som en person, der forsøger at gribe noget fra en umulig afstand. Deres bekendelse på dette tidspunkt vil ikke blive accepteret, fordi den ikke kommer fra et oprigtigt hjerte i den verden, hvor troen har værdi, men snarere fra frygt og desperation, når straffen er uundgåelig.

Lærdomme og visdom fra verset:

1. Troens og omvendelsens dør er åben i den jordiske verden, og den lukkes først, når døden eller dommedag indtræffer. Derfor bør mennesket skynde sig at tro og handle retskaffent, før det er for sent.
2. Verset advarer mod at udsætte troen og omvendelsen, for ingen ved, hvornår døden kommer, og ingen kan vende tilbage til denne verden for at rette op på sine fejl.
3. Det viser Guds barmhjertighed og retfærdighed, idet Han giver mennesket hele livet til at tro og handle, men når fristen udløber, accepteres ingen undskyldning.
4. Verset opfordrer til at udnytte den nuværende mulighed, mens man er i live og rask, til at søge Guds tilgivelse og nærme sig Ham med gode gerninger, så man undgår fortrydelsens dag, hvor ingen fortrydelse hjælper.