Sura Ghafir — Vers 46

Betydning af ord i verset:

• النَّارُ (Ilden): Her menes Helvedesilden.
• يُعْرَضُونَ عَلَيْهَا (De bliver fremstillet for den): De bliver bragt foran ilden og brændt med den, ligesom en fange fremstilles foran sværdet for at blive henrettet.
• غُدُوًّا وَعَشِيًّا (Morgen og aften): Tidligt på dagen og sent på dagen, dvs. hele tiden.
• آلَ فِرْعَوْنَ (Faraos folk): Faraos tilhængere og hans slægt, som fulgte ham i hans vantro.
• أَشَدَّ الْعَذَابِ (Den hårdeste straf): Den mest alvorlige og mest smertelige straf.

Tolkning af verset:

Efter at Faraos folk blev oversvømmet og druknede i havet, blev de ikke efterladt uden straf. Allerede i deres grave bliver de udsat for ilden, som de fremstilles for både morgen og aften, indtil Dommedag kommer. Dette er en konstant pine, der ikke aftager. Og når Dommedag indtræffer, vil det blive sagt til englene: "Før Faraos folk ind i den hårdeste og mest frygtelige straf" som en retfærdig gengældelse for deres vantro, deres løgne og deres forhindring af folk fra Guds vej. Dette vers bekræfter, at der findes en straf i graven, som de døde oplever, før de rejses op på Dommedag.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• Verset bekræfter virkeligheden af gravens straf, hvilket er en del af troen på det usete, som enhver muslim bør tro på uden tvivl.
• Det viser Guds retfærdighed, idet ingen handling af ondskab forbliver ustraffet, hverken i dette liv eller i det næste.
• Det advarer mod at følge tyranner og undertrykkere, som Farao, og opfordrer til at holde sig til sandheden og retfærdigheden, så man ikke lider samme skæbne.
• Det minder os om, at Guds straf kan komme pludseligt, og at ingen synd er lille, hvis den gentages og fastholdes, ligesom Faraos folks vedholdenhed i vantro førte til evig pine.
• Det opmuntrer den troende til at søge Guds nåde og barmhjertighed og til at frygte Hans straf, hvilket fører til et liv i lydighed og gode gerninger.